Mai
Jeg undres, om endnu der vandrer,
naar skygger paa veiene falder,
to mennesker, hvem livet bestraaler,
og aanderne maner og kalder,
to venner kanhænde, to sjæle,
saa bløte som maimund, det møttes
i blomstring, da barnet gik under,
og ynglingen drømmetaus fødtes.
Det er i de guldbleke nætter.
Og løvet, som nysprunget hvælver
i vemod de mørknende kroner,
nu smeltes det sammen og skjælver
det flyter tilsammen og skjælver
av alt, som et hjerte kan rumme --
Og dog er de sorgfulde begge,
saa anelsesbævende stumme.
Der pipper en fugl under løvet,
en akerriks skarrer langt borte,
og skyggemykt -- hvilende tegner
sig aasene blaalige -- sorte.
En stjerne gaar op, og den dirrer
paa himlen saa mæktig alene:
Vær hilset, min stjerne, vær hilset
du drømmens, du funklende rene!
Jeg hilser dig, stjerne i øster,
som utrofuldt varsler og lover!
Min ungdoms fortrolige er du.
Vaak du, mens hun smilende sover!
Det er i de guldbleke nætter,
da to, som av hjertet er venner,
dets helligste lønkammer aapner,
dets dypeste længsler bekjender --
dets haab, som med sitren i røsten
en andens forstaaelse kræver,
dets tørst mot at elske og nyte
og fatte den drøm, at man lever,
den mystiske lysglans, som bølger
som skikkelser store og fjerne
og minder, saa myldrende mange,
besjælt av en eneste stjerne.
Og rundtom -- der sprætter og tror det,
saa høre en kan, det er sommer,
hin tid i vort liv, da vi aner
et under, som aldrig kommer,
hvor natten og dagen gaar sammen
og er lik to elskende ømme,
som ikke for lykke tør blunde,
men bare kan skinne og drømme.
