Det rene, norske flag.
I.
Tre-farv'de, rene flag,
du er vor vundne norske sag;
Tors hammer-tegn er dit,
det ligger kristnet nu i hvidt,
og alt vort hjærte-blod,
det strømmer derimod.
Du samler os højt over kavet,
du længes, du jubler mod havet;
ti frihedens vår-farver gave
dig magt til at nære vor ånd og vort bord. -
Far fræm over jord!
II.
Det er "tuvs" med det rene flaget,
så taler "den vise" nu.
Men flaget er poesien,
og tuvsen, det er nok du.
I poesien sig svinger
folkets evige ånd,
og flaget som fane fører
dens egen usynlige hånd.
Hvad ånden har lidt og kæmpet,
hvad ånden har vunnet og vil,
i evige sange går det,
som flaget slår takten til.
Vi bærer det fræm, omsuset
af minners melodiske kor,
af længslers stormende vilje,
af hviskende, milde ord.
Det kan ikke andres føre,
det kan ikke tale svensk;
det kan ikke knote og friste: -
for fremmede farver det rensk!
III.
Hvad folket har syndet og sveget,
det aldrig i flaget fant's,
ti flaget er idealet
i al sin evige glans.
Det bedste af fortidens gærning,
det bedste af samtidens bøn
det folder sig om og bærer
fra fader og ned til søn,
bærer det rent og ærligt
og ikke med fristende tegn,
er for vor unge vilje
fører så vel som hegn.
IV.
De siger: "trolovelses-ringen
af flaget ej tages ud!"
Men Norge er ikke trolovet,
det er ingen annens brud.
Det deler ej bo med nogen,
det deler ej bord og sæng;
dets brudgom er egen vilje;
selv rår det sit hav, sin eng.
Vor broder i øster ærer
vor unge, selvstændige trang.
Han ved, at på den alene
vi vinner vor krans en gang.
Han ved, at når vi ej ønsker
i flaget hans farvers bram,
så er det, fordi vi ælsker
vor ære høj're æn ham.
Og ingen, som selv har ære,
vil vænskab af annet slag;
vort liv kan vi for ham give;
men ikke en snip af vort flag.
V.
Ærbødig til dig jeg kommer -
ti fast på dit højsinn jeg tror -
og lægger vor sag fræm for dig
Hvis Sverige, du var den mindre,
var ung i selvstændighed;
i flaget var kommet et mærke,
som trykte dig længre ned,
som sagde, at du, den lille,
var sat ved den størres bord
(ti det betyder mærket
for folk på den ganske jord);
ja, hvis det var du, - og din frihed,
i steden for gammel, ung,
og hundredårs savn og vanmagt
i minnet lå ænnu tung
med furer i folke-sjælen
af gammel uret og nød,
med længsler, som ej var sikre
- og vidste, hvad det betød;
ja, hvis det var du, som skulde
opdrage dit lille folk
til frihedens nye ære
og gøre dit flag til tolk; -
mon længre du lod det dele,
lod ligge dets ene hegn?
mon ikke du bad om det hele,
det rene selvstændigheds-tegn?
mon ikke dig selv du sagde:
"Jo ældre den annens rang,
jo større hans farvers ære,
des mere lokkende sang.
Og frist ikke den, som er fallen
og nylig har rejst sig op;
peg heller med rene mærker
mod ærens højeste top".
Så talte du, gamle kæmpe,
hvis du sad i vore hjæm;
ti du kænner ærens veje
og ved, hvad som fører fræm.
Fra atten hundred og fjorten
og intil den seneste dag,
så ofte vi var i vånde,
med vor selvstændigheds sag, -
der rejste sig mænd i din midte,
som trodsed den værste strid
og talte vor sag høj-sinnet
som Torgnyr i gammel tid.
VI.
Nej, gælder det "ridder-pligt", kære,
i kampen om rene flag,
- jeg holder dig højt i ære,
men - den blir vor egen sag!
Ti netop, fordi vi møder
bagtalelsens sne-fog og rusk,
det "ridder-pligt" er at vriste
af flaget fristelsens fusk.
Den lighed, som mærket præ'ker,
er løgn over alle hav;
et stort skandinavisk Sverig,
det holder vi ikke af.
Det "ridder-pligt" er for den lille
at sige: jeg er ingen del;
selvstændigheds-tegnets ære,
se, den vil jeg have hel.
Det "ridder-pligt" er for den store
at sige: det falske skin,
det gi'r ingen synnerlig ære;
den skal ikke være min.
Det "ridder-pligt" er for bægge
med renskede tegn at gi'
blandt stridende folk eksempel
på pagt mellem stolte og fri:
"Her er ikke blandet en farve,
her er ikke blandet en lov;
men derfor vi ælsker hværandre
og værger hværandres behov."
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer