Drengen ved "blåaporten"
Fortæl mig, Hanna lille,
hvad du igaar har seet,
da Du til "Djurgårn" kjørte
med Pappa i Kareth.
Ak, kjæreste min Pappa,
ved "Blåaporten" laa
en stakkels Gut fra Norge
og græd af Hunger saa.
Mens Far deroppe spiste
gik jeg til Gutten ned.
Jeg gav ham hvad jeg havde
og Taarer faldt nok med.
At søge Brød, han dragen
var nys i Verden ud.
Han kunde prægtig skrive
og regne selv i Brud.
Men Bellmannsstøtten, Hanna,
og Kongens Rosendal
og Vasen udenfore,
den store Kjæmpeskal?
Jeg saae ei mere siden --
o, Pappa, bliv ei vred! --
Det var som om en Taage
for mine Øine gled.
Og da vi hjemad kjørte --
der sad den arme Dreng.
Vist i et Træ paa Djurgårn
han fik inat sin Seng.
Men Jeg? jeg laae og tænkte;
men først da jeg sov ind,
o Pappa, gode Tanker
blev vakte i mit Sind.
Jeg syntes jeg saae Drengen
tilfreds og sjeleglad;
med Pennen bag sit Øre
han paa Kontoret sad.
Og Pappa stod og nikked
og slog en vakker Takt,
til Arket ud var skrevet
og Summen sammenlagt.
O, Barn, du skulde vide
hvad blodig Skjændselstort
hans Landsmænd mod din Fader
for tyve Aar har gjort.
Jeg kjendte ikke Loven,
der lyser os i Ban;
desuden ved et Skibbrud
jeg kastet blev iland.
Men gjennem Landets Brede,
med Foden lænkesnørt,
fra Fængsel og til Fængsel
jeg blev til Grændsen ført.
Dog vil jeg over Dette
nu kaste Glemsels Flor
for din Skyld, for det Hjerte
du arved af din Mo'r.
Da hiint jeg maatte lide
var Drengen jo ei fød.
I syv Aar jo omskifter
hver Trevle af vort Kjød?
Hvi skulde Sjelen længer
da gjemme paa sit Nag?
Dig skee, min gode Datter,
da efter dit Behag!
De Brune spændes fore!
Tag Jøran med, og hent
fra Porten eller Træet
mig hid saa din Klient!
En heldig Stund, da jeg den Dreng optog!
Forlængst jeg savner ved hans Hjælp ei mere
min gode salige Bogholder Jøran.
Dog seer han mindre stærk ud nogen Tid.
Formeget han arbeider; det er Sagen.
Ei sandt, min Hanna? Ak, om ret jeg seer,
da har du samme Sygeligheds
Farve.
Vist Luften usund er. Du maa paa Landet,
og Hagbarth maa forbydes Pen at løfte,
skjøndt -- kan du tie Barn? -- en Lægedom
jeg har opfundet, som ham vil helbrede.
(rask.)
Og hvilken, Fader?
Neppe. .
Vær du rolig!
Den er probat for Alle i hans Stilling:
Jeg vil tilbyde ham at dele Alt,
mit Firma, Massen, som min Kompagnon.
I tvende Maaneder -- hvor uforsvarligt! --
har den Beslutning hvilet i min Pande,
og daglig saae jeg ham at skrante meer.
Derfor det strax skal skee, og saa iaften
vi ville gjøre os lidt lystige.
Bed Du Marie over; Han og jeg
til Dominoen tage os en Negus.
Den blier ei lystig, stakkels Fader. Ak,
med Guld helbredes ikke Hjertets Bleghed,
der, liig et Lav, som har haarfine Rod
i fast usynlig Revne, spreder sig
udover Kinden uden synlig Aarsag.
Jeg føler det. Jeg ønsker jeg var fattig,
saa jeg kun havde havt et venligt Ord,
en Slant, et Stykke Brød for Hagbarth, da
jeg første Gang ham saae. Maaskee jeg var
da lykkelig. Jeg skulde idetmindste
ei lide denne Kval, at maatte stirre
paa et saa haabløst Livs Bagteppe, som
er stedse for min Ungdom rullet ned.
. . O det var grusomt imod ham! Kanskee
var Hagbarth død i sin Elendighed,
hvis Gud ei havde os tilsammenført.
Jeg er da angerløs. Hvad siden hændte:
at vore Øine, som vi voxte til
de syv Aar, for hinanden aabnedes,
nødvendig Følge var af Sammentræffet.
Men at i samme Mon de luktes for
det Svælg, som Fædretro og Landslov har
befæstet mellem os, og hvorudover
troskyldig vi hinanden Haanden rakte, --
det er vor egen Skyld, og derfor straffe
vi nu os selv med et Farvel til Døden.
(kommer tilbage og omfavner Hanna.)
Min arme Datter! Tak for dette Offer!
Dets dyre Værd jeg kjender; thi det er
ei mindre end dit Hjerte og din Lykke.
Du veed . ?
Ja Alt! O det var heltemodigt!
Han afslog mine Tilbud. Reisefærdig
jeg traf ham tagende Farvel med Alt,
som maatte minde ham om disse Aar.
Han Pulten strøg, trak Stueuhret op
og vandede end eengang Vindvets Blomster.
Ak, naar jeg tænker paa hvad Elskov mægter, --
men, vel at mærke, kun hos Mennesker,
som have Lidenskab ei Følelse, --
I kunde flygtet til Amerika,
hvor Intet eders Ægteskab kan hindre.
O, Fader, kunde Du . . .
Nei, nei, mit Barn!
Da var jeg død af Sorg. Nu maa jeg sørge;
dog har for større Kummer I mig sparet.
Negt mig i denne Time ei en Bøn!
Ved Herren, nei! Tal, Barn!
Du love mig,
at aldrig jeg dig maa forlade!
Hm!
Det var en Sag! Sligt staaer i Herrens Haand.
Nu ja, det giver sig. Jeg vil ei negte
i denne Stund, da han vort Huus forlader,
skjøndt, Barn, hvad ejer jeg af Fremtids Dage?
Men kan det glæde dig, som jeg vil troe,
da viid, han gaaer ombord tomhændet ei,
men rustet ud med Nok til Vei at bryde
hvorhelst i Verden.
O tilgiv mig, Fader!
Jeg tænkte mig at være mere stærk;
thi vi igaar har sidste Afsked taget.
Men nu, da Øjeblikket er der, o
nu vil mit Hjerte briste, mine Been
imod min Vilje ville til ham ile,
for endnu engang . .
O, jeg dig forstaaer.
Vist, skynd dig, Barn, og tag end et Farvel,
et langt i Eenrum! Græd dig rolig saa!
Han venter dig . . Hans Fod var som af Bly;
den er ei kommen endnu over Tærsklen.
En Synd at negte det Levvel, jeg vidste
til Døden være vil det allersidste.
(Hannas Selskaberske, ved Vinduet.)
Se, Hanna, se hvad prægtigt Skib
ved Skeppsbro'n lægger an!
Sølvstjerner dække Flaggets Dug;
foran en snehvid Svan.
Og se -- ja nu, det drejer sig --
saa sandt jeg ei saae feil,
dit Navn, min Hanna, stod i Guld
i Skibets Agterspeil.
Marie, ak det minder kun
om at min salig Far
saa inderlig en Glæde fandt
i Skib, som vakkert var.
Ved dette Vindu sad han da
og mønstred hvert et Reeb.
Til mig han sagde tidt sin Dom,
skjøndt lidt jeg kun begreb.
Saa kaldte han paa Jøran og
paa Ham, paa Ham, Du veed --
paa Ham, som er forreist, og da
Disputen tidt blev heed.
Den roste det, Den dadled det,
og hver en Proportion
blev undersøgt; der væddet blev
om vel af hvad Nation.
En Mand -- han seer saa fremmed ud
med Straahat alenbred --
er gaaet iland; han iler hid . .
han er her før du veed.
Nu aabnet Porten for ham blev . .
Det alt i Trappen gaaer . .
Det banker . .
O raab Du: kom ind!
For stærkt mit Hjerte slaaer.
(træder ind, iler til Hanna.)
Min Brud for Mennesker og Gud!
Vor Eed -- ve, den er brudt.
Ei i mit nye Fædreland
vor Lykke er forbudt.
Dit Sørgeaar -- og jeg har holdt
det i bedrøvet Sjel --
det, Elskede, er nu forbi,
forbi er vort Farvel.
Nu paa min Skonnert "Hanna" did
jeg henter dig afsted,
hvor ueens Tro forenes kan
i samme Kjærlighed.
Men hisset, hvor for evigt Vi
forenes skal, vi To,
tilvisse alle Aander faae
een og den samme Tro.
