Dyre Vaa

Den gjæveste bonde i Vinje gjeld
var Dyre fra Vaa at nævne.
Han var saa sikker og stø som et fjeld
og eiede tolv mands evne.
Hans grander sagde saa stort et ord:
"Du turde vel prøve en leg som Tor
og trold og med bjerguhyre?"
"Ja, om det var mørkt," sagde Dyre.

Saa skulde det hænde, at Dyre Vaa
sad lunt i julekveldsgilde.
Mens øllet gik rundt, og natten faldt paa,
de drukke saa meget de vilde.
Med ett brev der tyst i det lystige lag;
der hørtes fra fjeldet et grueligt brag
og et brøl som af hundrede tyre.
"Nu er det vel mørkt," sagde Dyre.

Og Dyre gik fluks til Totakvand
og løste sin baad behændigt;
men da han kom nær til den anden strand,
det raabte ham en ubændigt:
"Hvem er det, som pusler i tjernet nu?"
"Det er nok Dyre fra Vaa! - End du,
der rusler i urer og myre,
saa mørkt som det er?" spurgte Dyre.

"Jeg er fra Aashaug og skal afsted
til Glomshaugs-møerne mine;
læg hind til stranden og tag mig med,
og brug sa kræfterne dine."
"Ja, let dig først," gav Dyre til svar,
"for prammen er klein, og jeg tænker, du har
en krop smo de sværeste fyre,
og husk, det er mørkt," sagte Dyre.

Saa skrumpede trolden sig dygtigt ind
og sad som en dverg paa tilje;
men da fik Dyre et andet sind
og meldte paa stand sin vilje:
"Aa, syn mig nu, hvad rise du er."
Men trolden brummede studs og tver:
"Nei, stop, den lyst faar du styre!"
"Ja, mørkt er det og," sagde Dyre.

Men trolden gjorde sig blid om lidt
og sagde ved fartens ende:
"Jeg lægger et merke i truget dit,
hvoraf du mit maal kan kjende.
Se vel under toften, naar det er dag,
og tag, hvad du finder, for din umag;
det er din færgemandshyre."
"For nu er det mørkt", sagde Dyre.

Det var en vantefinger af uld,
der laa under Dyres tofte;
med fire skjepper den malltes fuld,
og Dyre har maalt den ofte.
Da blev det for alvor et stadigt ord,
at Dyre var karl for at gaa, som Tor,
mod trold og mod bjerguhyre.
"Helst naar det er mørkt," tænkte Dyre.