Nordmandssang

Hvor herligt er mit fødeland,
det havomkranste, gamle Norge!
Sku disse stolte klippeborge,
som evig trodse tidens tand, -
urverdners gamle bautastene,
der gjennem klodens storme ene
som kjæmper end i brynjer blaa
med sølverhjelm om issen staa!

Da Ake-Tor saa Norges fjeld
sin kongestol han der opreiste;
de kjæmper, som mod skyen kneiste,
de huede hans heltesjæl;
naar høit i sky sin vogn han kjørte,
sin hyldest han fra klippen hørte;
de kjæmpestemmer hylded Tor, -
da var der helte-old i nord!

Da ser jeg, hvor min nordman gik
i stormgang fast, saa jorden bæved;
ham døden var en mø, som svæved
udi hans arm med Freias blik
og i en runddans over valen
ham hæved op til gudesalen;
og end i livets afskedsstund
et drapa kvad den blege mund.

Jeg har de gamle sagn saa kjær!
Naar luren gjennem dalen toner
vemodig mellem birkens kroner,
da drømmer jeg om blod paa sverd.
Naar fossen vildt fra klippen skummer,
sin monotone bas den brummer,
da tykkes mig, jeg hører klang
af vaabenstorm og skaldesang.

I fjeldets søn endnu jeg ser
et skud af gamle kjæmpestammen;
i øiet funkler helteflammen,
som freidig kun ad faren ler.
I pigens øine blaa jeg skuer
uskyldighed og Sjofnas luer,
og Iduns evig-unge vaar
paa hendes kinder farvet staar.

Ja, herligt er mit fødeland,
det gamle, klippefaste Norge
med sommerdal og vinterborge,
der evig trodse tidens tand.
Om kloden rokkes end, dets fjelde
skal stormen dog ei kunne fælde;
som bauta end de skulle staa
og vise, hvor vort Norge laa.