Den kronede nationalsang

 Sønner af Norges det ældgamle Rige,
 Sjunger til Harpens den festlige Klang!
 Mandigt og højtidsfuldt Tonen lad stige,
 Fædrenelandet indvies vor Sang.
 Fædreneminder herligt oprinder,
 Hvergang vi nævne vor Fædrenestavn.
 Svulmende Hierter og glødende Kinder
 Hylde det elskte, det hellige Navn.
 
 Flyver vor Aand til de hensvundne Tider,
 herligt den skuer vort Fædrelands Glands;
 Kæmpere gange om Dovrefjelds Sider,
 Vandre til Ledingefærd som til Dands.
 Mandige Skarer Bølgen befarer,
 Norriges Ros bær til fjerneste Kyst;
 Hjemme er Kæmpere nok som forsvarer
 Arvede Frihed med modige Bryst.
 
 Medens de Staalklædte prøve sin Styrke,
 Medens de stande i kæmpende Rad,
 Skjalde og Sagamænd Kunsterne dyrke,
 Riste i Runer de herligste Qvad.
 Konninger bolde Scepteret holde,
 Røgte med Viisdom det hellige Kald;
 Gennem Aarhundreders Nat deres Skjolde
 Genstraale klart i Erindringens Hal.
 
 Oldtid! du svandt; men din hellige Flamme
 Blusser i Nordmandens Hjerte endnu:
 End er af Æt og af Kraft han den Samme,
 End staaer til Frihed og Ære hans Hu;
 Og naar han kvæder Norriges Hæder,
 Svulmer hans Hjerte af Stolthed og Lyst;
 Ham er selv Sydens de yndigste Steder
 Intet mod Norriges sneedækte Kyst.
 
 Frihedens Tempel i Nordmandens Dale
 Stander saa herligt i Lye af hans Fjeld;
 Frit tør han tænke, og frit tør han tale,
 Frit tør han virke til Norriges Held.
 Fuglen i Skove, Nordhavets Vove
 Friere er ej end Norriges Mand;
 Villig dog lyder han selvgivne Love,
 Trofast mod Konning og Fædreneland.
 
 Elskede Land med de skyhøje Bjerge,
 Frugtbare Dale og fiskrige Kyst!
 Troskap og Kjærlighed fro vi dig sverge;
 Kalder du, bløde vi for dig med Lyst.
 Evig du stande, elskte blandt Lande!
 Frit som den Storm der omsuser dit Fjeld!
 Og medens Bølgen omsnoer dine Strande,
 Stedse du voxe i Hæder og Held!