Den norske bonde

Jeg er saa fro, jeg er saa glad,
jeg er min egen herre,
jeg fogden ei skal spørge ad,
om jeg tilfreds maa være;
jeg stræbe kan og vil, og held
skal møde mig fra dal og fjeld,
jeg gi'r min skat, gjør ret og skjel
og er min egen herre.

Mit hus er lavt; men mit det er,
min egen tomt det bærer,
og aabent staar det for enhver,
som Gud og kongen ærer;
kom bonde, bød jeg ham min haand,
kom ridder, bød jeg ham min haand,
jeg frygter Gud, men ingen mand,
og er min egen herre!

Min kost er simpel, og min drik
nedover klippen flyder;
og mon den mere styrke fik,
som snese retter nyder?
Mon den er mere glad end jeg,
som henter paa en farlig vei
sin rare vin? Jeg mener nei;
vand læsker, styrker, fryder.

Mit leie ingen spotte maa,
jeg holder det i ære;
jeg ved, at søvn paa bare straa
kan tryg og kvægsom være.
Naar sol forgylder bjergetop,
jeg med fornyet sjæl og krop
til dagens arbeid stiger op,
og saadan bør det være.

Af klæder andre bryste sig
med meget mindre føie;
den hjord, jeg føder, skjænker mig
min simple vadmelstrøie;
men den er varm og hel og ren
og spunden af min datters ten;
min kones fingre sømmed den;
kjær er mig denne trøie.

Min hustru ingen skjønhed er,
dog evig kjær mig være;
for husets dont hun omsorg bær,
og det er koners ære.
Ja, jeg var utaknemmelig,
om, kone, jeg ei elsked dig;
du raske sønner skjænkte mig,
og døtre egnens ære.

Min datter! træd i moders spor,
og det kan aldrig feile,
at naar du bliver rigtig stor,
vil snese til dig beile.

Da lyd kun stemmen i din barm
og kast dig i en mages arm;
ved elskov lindres livets harm,
det kan umulig feile!

Min søn! vær fro som jeg og glad,
som jeg, din egen herre!
Som jeg, du ingen spørge ad,
som du tilfreds maa være!
Stræb som din far har stræbt, og held
skal møde dig fra dal og fjeld!
betal din skat, gjør ret og skjel,
og vær din egen herre!