Eenſomt Sommerliv

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk


Naar de førſte, ſommerklare Dage
har gydt Straaler paa min Yndlingsdal,
og naar Alfers Brudefølger drage
gjennem Skovens duftende Portal, —
o, da vil jeg eenſom vandre did,
og, af Løvet ſkjult, en ſtakket Tid
glemme al min Klage.

Langt fra Livets Tummel er jeg fjernet,
mens jeg hviler der bag Klippers Værn.
Af Nymfæer rigeligt beſtjernet
blinker der det himmelklare Kjern.
Høie Lunde dufte paa dets Bred,
nwdens tuſind Krandſe hænge ned
over Klippeværnet.


Her har Freias Falkevinge dalet
og hun glemte her ſin Længſelsflugt;
her den Fagre ſaa ſit Billed malet
i den ſtille, ſkyggefulde Bugt.
Paa det lave Næs ſtod hendes Lund;
der har Drømmen i en Morgenblund
hendes Sind huſvalet.

Hvor hun vandred, har hun allevegne
ſtrøet rige Blomſter i ſit Spor;
Sagnet ved, at hun i Godheims Egne
ſamled Spirerne til Dalens Flor.
Trindt paa Eng og under Lundens Tag
vil de fagre Klynger end idag,
hendes Fjed betegne.

Engang ſtod jeg med et ſorgfuldt indre
der, hvor Dalen aabned mig ſin Favn,
og den kunde dog livſaligt lindre
med ſin rene Sommerfryd mit Savn.
Drosler hilſed mig fra Lund og Krat,
og paa Engen lod en Blomſterſkat
ſine Smykker tindre.


Og min Sjæl har kunnet grant fornemme
mellem Løvet der en ſagte Røſt:
„Du vil dog ei med dit Suk forſtemme
disſe Lundes fredelige Lyſt?“ —
Ved den mildeſte Naturens Magt
blev min Smerte der til Slummer bragt
i ſit dunkle Gjemme.

Derfor vinkes jeg ſaa tidt tilbage
til mit Eden, til min Yndlingsdal.
Som en Pilgrim vil min Længſel drage
gjennem Skovens duftende Portal.
O, hvor ſødt at vandre enſom did,
og, af Løvet ſkjult, en ſtakket Tid
glemme al sin Klage!



ifra diktsamlingen Nyere Digte av Welhaven


Ris, ros og synspunkter
Norske Dikt welcomes all comments. If you do not want to be anonymous, register or log in. It is free.