Efter tidens leilighed

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Stenen i Stefanens Pande --
Den er Løgnen mod det Sande.
      Taabelige, grumme Haand,
      som vil sigte paa en Aand!
Ha, hvad Sejersglands, der bryder
af det Saar, hvis Blodstrøm flyder!


Løgnen kun Sekunden vinder.
Intet Sandhedsord forsvinder.
      Som et Hvift af lette Lin
      løsner styrtende Lavin,
er Det nok til at begrave
Verden, naar den er aflave.


Men Det maa ei hviskes stille.
Sandheds Ven ei blot maa ville.
      Vær i Et og Alt dig Selv!
      Det er Sejrens Kunst, min Sjel!
Som Stefanen mellem Stene
maa du staae, om selv alene.



Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.