Egebladene

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Vær from, og tro, at Haaret
      er paa dit Hoved talt,
at samme Haand har skaaret
      hvert Blad i dets Gestalt,
som Sol og Stjerne vejer!
      Vær from, og tro forvist,
at Græsset der, som nejer,
      gjenhilses venligt hist!

Tre Alen i den sorte,
      bemoste, kolde Leer,
opspringe Klarheds Porte,
      hvor døde Øje seer.
Men hvi en Rast saa længe,
      naar Fromheds Eenfold fik
et Engleøres Strenge,
      Cherubens Klarsynsblik?

Se nøje, skal du øjne
      det Store i det Smaa.
Sig Guddomstanker højne
      paa Græssets veke Straa,
Dets Blegnen er et Minde;
      og paa det faldne Blad
Moralen vil du finde
      af Somrens Jubelqvad.

Lyt til, og hør Basuner
      fra axnedbøj'de Mark!
Der løbe Skjalderuner
      i Træets runkne Bark.
Det slagne Straa har sjunget;
      og Mossens elsgraa Hud
har Guddomshænder tunget
      i Skjønhedslinjer ud.

Geist er ei i Dens Tanker,
      der er saa sjelearm,
at han ei troer der banker
      en Puls i Blomstens Barm,
at Blade tale kunne
      med Liv fra Træ til Træ . .
O hør de tusind Munde
      i sladdrende Allee!

I Styrtningen, hvor Bjerget
      betænker sig med Gru
paa Spranget, det har sværget,
      og sværger paa endnu,
en Eeg har Roden gravet
       -- saa er dens vilde Smag -- .
Den vajer over Havet
      som Landets Herskerflag.

I Uren dybt dernede
      alt Rognen visner af,
og Haslen allerede
      bedækker Primlens Grav.
O, var nu skarpt vort Øre
      spirituel vor Tro,
da kunde vi vel høre,
      hvi Eegens Blade loe.

Septembermaaneds Nætter
      kan sove under dem.
De taagehvide Vætter
      da spare Bondens Hjem.
Men hellere de spøge
      omkring hans Agerreen,
mens Løvet kun de øge
      om Eegens stærke Green.

Med dunkel Styrke farved
      hver Høstnat kun dens Top,
og vilden Iling marved
      og nerved Grenens Krop.
Hvor mørkbronzeret lyste
      udødeligt hvert Blad,
som de paa Cæsars Byste
      i Seirskoronens Rad.

Men Stormen rev forleden
      to friske Blade løs.
(Den vilde nok i Vreden
      ta't Eegen med tilsjøs.)
Hvor højt dem Stormen slynger,
      de mødtes under Sky.
"Hvorhen?" det Ene synger.
      "End Du? hvor vil Du flye?"

"Jeg agter mig at sænke
      hist paa den friske Grav."

"Jeg vil mig længer tænke:
      hist over Søndenhav."

"Min Tunge lydt skal tale;
      thi tyst er Norges Sorg.

"Jeg vil paa Kisten dale,
      man bær' til Jarlens Borg."

"Jeg søger Frihedsmanden;
      Du en Aristokrat.
Jeg Hjertet, Du Forstanden.
      Bedst at vi skilles ad."

"Men nævn mig Jarlens Mage
      i at udøve Godt,
og tæl de glade Tage,
      som voxe rundt hans Slot!"

"Jeg søger Bravheds Hjerte;
      Du Klogskabs Pande kold . . ."

"Se, Norge staaer med Smerte
      ved Jarlens vendte Skjold!"

"Farvel! Endskjøndt vi groede
      ifra den samme Qvist,
to Hjerter i os boede . ."


      "Lad Døden bryde Tvist!"


Og Bladene sig skilte;
      til Holst's Grav fløj et.
Mod Syd det andet ilte;
      til Wedels Kiste det.
De begge ædle vare,
      de Børn af samme Qvist.
Kun -- Tvende Eet ei vare.
      Men Døden bryder Tvist.




Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.