Egebladene
Vær from, og tro, at Haaret
er paa dit Hoved talt,
at samme Haand har skaaret
hvert Blad i dets Gestalt,
som Sol og Stjerne vejer!
Vær from, og tro forvist,
at Græsset der, som nejer,
gjenhilses venligt hist!
Tre Alen i den sorte,
bemoste, kolde Leer,
opspringe Klarheds Porte,
hvor døde Øje seer.
Men hvi en Rast saa længe,
naar Fromheds Eenfold fik
et Engleøres Strenge,
Cherubens Klarsynsblik?
Se nøje, skal du øjne
det Store i det Smaa.
Sig Guddomstanker højne
paa Græssets veke Straa,
Dets Blegnen er et Minde;
og paa det faldne Blad
Moralen vil du finde
af Somrens Jubelqvad.
Lyt til, og hør Basuner
fra axnedbøj'de Mark!
Der løbe Skjalderuner
i Træets runkne Bark.
Det slagne Straa har sjunget;
og Mossens elsgraa Hud
har Guddomshænder tunget
i Skjønhedslinjer ud.
Geist er ei i Dens Tanker,
der er saa sjelearm,
at han ei troer der banker
en Puls i Blomstens Barm,
at Blade tale kunne
med Liv fra Træ til Træ . .
O hør de tusind Munde
i sladdrende Allee!
I Styrtningen, hvor Bjerget
betænker sig med Gru
paa Spranget, det har sværget,
og sværger paa endnu,
en Eeg har Roden gravet
-- saa er dens vilde Smag -- .
Den vajer over Havet
som Landets Herskerflag.
I Uren dybt dernede
alt Rognen visner af,
og Haslen allerede
bedækker Primlens Grav.
O, var nu skarpt vort Øre
spirituel vor Tro,
da kunde vi vel høre,
hvi Eegens Blade loe.
Septembermaaneds Nætter
kan sove under dem.
De taagehvide Vætter
da spare Bondens Hjem.
Men hellere de spøge
omkring hans Agerreen,
mens Løvet kun de øge
om Eegens stærke Green.
Med dunkel Styrke farved
hver Høstnat kun dens Top,
og vilden Iling marved
og nerved Grenens Krop.
Hvor mørkbronzeret lyste
udødeligt hvert Blad,
som de paa Cæsars Byste
i Seirskoronens Rad.
Men Stormen rev forleden
to friske Blade løs.
(Den vilde nok i Vreden
ta't Eegen med tilsjøs.)
Hvor højt dem Stormen slynger,
de mødtes under Sky.
"Hvorhen?" det Ene synger.
"End Du? hvor vil Du flye?"
"Jeg agter mig at sænke
hist paa den friske Grav."
"Jeg vil mig længer tænke:
hist over Søndenhav."
"Min Tunge lydt skal tale;
thi tyst er Norges Sorg.
"Jeg vil paa Kisten dale,
man bær' til Jarlens Borg."
"Jeg søger Frihedsmanden;
Du en Aristokrat.
Jeg Hjertet, Du Forstanden.
Bedst at vi skilles ad."
"Men nævn mig Jarlens Mage
i at udøve Godt,
og tæl de glade Tage,
som voxe rundt hans Slot!"
"Jeg søger Bravheds Hjerte;
Du Klogskabs Pande kold . . ."
"Se, Norge staaer med Smerte
ved Jarlens vendte Skjold!"
"Farvel! Endskjøndt vi groede
ifra den samme Qvist,
to Hjerter i os boede . ."
"Lad Døden bryde Tvist!"
Og Bladene sig skilte;
til Holst's Grav fløj et.
Mod Syd det andet ilte;
til Wedels Kiste det.
De begge ædle vare,
de Børn af samme Qvist.
Kun -- Tvende Eet ei vare.
Men Døden bryder Tvist.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer