En Erindring

av Johan Sebastian Welhaven

Jeg satte mig i Krogen
Og nynnede et Kvad,
Og læste saa i Bogen,
Og var saa hjerteglad.

Da randt mig i Sinde
Min Barndoms Ve og Lyst,
Og mangt et halvslukt Minde
Steg fra sin Taagekyst:

    Min Fader sad i Haven
    Og saa min Barnefryd.
    Da bar man En til Graven
    Med Sang og Klokkelyd.

    Og ved den sorte Baare
    Gik tvende Børn og græd;
    Den ene græd saa saare,
    Den anden var saa spæd.

    Da blev min Fader stille,
    Og tog mig paa sit Skjød:
    "O, tak din Gud, Du Lille,
    Din Fader er ei død!"

    Da sank en angstfuld Tanke
    I Barnets klare Sind;
    Da trilled Taarer blanke
    Ned paa den røde Kind.

    Da græd jeg fromt og længe,
    Gjemt i min Faders Favn;
    Bad for de arme Drenge,
    Og delte deres Savn.

Nu er jeg langt fra Haven, -
Nu har den tabt sit Løv, -
Og ak, saa langt fra Graven,
Der tog min Faders Støv.

Saa sad jeg taus i Krogen
Min Vinteraften hen,
Og læste vel i Bogen, -
Men Taarer faldt paa den.

Digte - Innhold

Børnelege (Digte - Welhaven)
« Sæbe-Blærer, se her deres Art	Liremanden »