Vandring og Ensomhed
Juli-Solens Middagshede
Ruged paa den rige Egn,
Og jeg gik med Kval og Lede
Bag et Tjørnehegn.
Straalerne faldt frie ned,
Veien havde ingen Skygge,
Og jeg vandrede og led.
Hisset paa den høie Slette
Fyrreskoven vinked mig.
Søde Hvile for den Trætte,
Duftfuld, skyggerig!
Fra din bløde Moseseng
Kan jeg frit i Dagen skue
Over Ager, over Eng.
Men jeg fik en anden Tanke
Under Skovens høie Træ'r.
Stammerne stod røde, ranke
Som en Søilehær;
Fra det grønne Tempeltag
Flød en traurig Skumring mellem
Solglimt af den ydre Dag.
Gjennem Skovens dunkle Kroner
Strømmed der en sagte Klang,
Og den blide Luftnings Toner
Lød som dæmpet Kirkesang;
Intet Gny af Dagens Lyst
Trængte til det høie Tempel,
Ei engang en Fuglerøst.
Og de sære Stemmer kaldte
Mig ved Navn i Skovens Fred,
Og de hvisked og fortalte
Hvad kun jeg og Himlen ved;
Og fra Hjertets bange Slag
Kom en Taareskumring over
Blikket paa den klare Dag.
- I. Vi sade i Kammeret lune og trygge
- II. Paa Torvet i min Fødeby
- III. Smaadrengene staa paa en meiet Ager
- IV. Nu falder Sneen i tætte Lag
- V. Jeg stødte ud fra Landet
- VI. Sæbe-Blærer, se her deres Art
- En Erindring
- Liremanden
- Havets Stemme
- Julemorgen
- Fuglens Drømme
- Extremer
- En Sommersang
- Vandring og Ensomhed
- Skumring
- Nattergal og Papagøi
- Paa Fæstningsvolden
- Nøkken
- Maaneskin
- I Stormen
- Den Ensomme