En mund-smag af min ven apotekerens mund-held,
Mel.: Nu tror jag, det kan vara tid.
Endskønt "vor presse" er fatal,
farmakopeen "blandet",
eksamensloven splittergal,
regeringen forbandet, -
i fem og tyve muntre år
han bar på sine plager;
ej gråned ét af fruens hår,
og hun blev ikke mager.
"Ja, er det ej mærkværdigt, hva'? -
"På verdens sidste tider, ja!"[1]
- ej gråned ét af fruens hår,
og hun blev ikke mager.
Endskønt at landet endog har
kreditbank uden renter,
og udenlandske dampskib tar
vor velfærd med procenter,
det gør ej noget, al den stund
de apoteket vrager,
og han privat blir rig og sund
af offentlige plager.
"Nu, pass nu på, Nina, Nina!
"Hvad har jeg ikke sagt? - Ach, ja!"
- at han privat blir rig og sund
af offentlige plager.
Det nytter ikke stort, om end
de søvnen fra ham lister;
han får jo aldrig søvn, så den
han heller aldrig mister.
Ja, om i kor de ønske tør,
at han til "Bloksbjerg"[2] flytter,
den tapre mand, han bór der før,
så det ej heller nytter.
"Hvad har jeg ej oplevet? - Nej
"det ingen forestiller sig!"
- den tapre mand, han bór der før,
så det ej heller nytter.
Endskønt han tit tar slemt på vej,
og som en Tysker raser,
de fattige ham frygter ej
i deres sult og laser.
Og skønt han penge ej har tjent,
men meget mere skylder:
det, han har skænket tidlig, sent,
det tusen hjærter fylder!
"Nu, nu, hvad siger De til det?
"jeg byder bare! - Kan De se?"
- det, han har skænket tidlig, sent,
det tusen hjærter fylder!
Hun, som har delt med ham hver dag,
fordi hans værd hun fatter,
sin kærlighed, sit hjærtelag,
sin gode, glade latter,
og går blant venner i hans hus
som i en søsken-kæde,
hun blandes kemisk i hans brus,
og tet gir vid og glæde.
"Der må dog én lidt fremfærd ha',
"når hele folket sover, hva'?"
- hun blandes kemisk i hans brus,
og det gir vid og glæde.
Se børn, som priser for hver dag
hans strenge pligt, hans møje,
hans fader-kløgt, hans sunde lag
og hendes fine øje, -
- held med hans kokkeras og ba'l
og blanding i retorter:
det stiger op i første sal
som ædle hjærte-sorter!
"Ak ja, ja, ja, man har besvær; -
"nu ja, men hvorom alting er:"
- det stiger op i første sal
som ædle hjærte-sorter!
Men for at gå til moll fra dur -
vi vidne, hvad vi finne:
han er en varm, en rig natur,
og hun en sjelden kvinne.
Alt, hvad de skabe fik af Gud,
har deres mærke inne,
og som i sølv det præg ser ud,
så vil i guld det skinne.
"Ja, ja, nu fik jeg en idé,
"vent, vent, så skal De bare se!"
- at som i sølv det præg ser ud,
så vil i guld det skinne.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer