En sangfugl

Hvor larm af fossevældet
kuer al anden røst,
der bygger og bor paa fjeldet
en fugl med sangerbryst.
I dunkleste klippekløfter,
ja, tæt ved elvens fald.
sin freidige røst den løfter, -
og derfor heder den f o s s e k a l.

Mens regn af skummet driver
gjennem dens rugested,
dens sang og flugt beliver
vandenes øde bred.
Men mangen en gang, til takke
for triller og blide kvad,
faar fuglen over sin nakke
et isnende, umildt styrtebad.

Dog aldrig den forlanger
at kvæde i blomsterduft,
og ei, som skovens sanger,
den undflyr vintrens luft.
Paa is, som taage slører,
i elvegruben trang,
alene, for døve ører,
den hæåver endnu sin friske sang.

Men skal en sanger trives
i fossekallens kaar,
maa han for alting drives
af iver, som forslaar, -
dertil af himlen skjænkes
en riktig fjederpels,
som taaler at overstænkes
af bistert brusende vand tilfjelds.