I Kivledal

I Kivledal, under bjergeli,
var jevnet en vei til kirke;
men oppe i lien smutted en sti
ind under de tætte birke.
På veien drog folket til sang og bøn,
paa stien gik bjergets møer i løn,
og solen spilled i morgenstunden
paa kirkens tag og paa birkelunden.

Mens sangen hørtes i kirkekor,
bag løvet møerne sade,
indtil hr. Peder af Sillejord
steg frem paa sit talerstade.
Da vandred de op i den frie ur
og blæste en slaat paa horn og paa lur.
Det klang saa fuldt gjennem lundesalen,
det klang saa sødt gjennem kirken i dalen.

Hver bjergehal og hver li der var,
gav bævende klang tilbage;
den hele dal laa tindrende klar
i toner af lyst og klage.
Da spang der blommer af krat og tjørn,
da hviled i lften den sterke ørn,
og vinden turde ei løvet røre,
og hvert et blad var et lyttende øre.

Det var herr Peder, den lærde prest,
han havde saa stam en tunge;
han hæved sin røst, som han kunde bedst,
da tonerne hørtes runge;
men ingen saa op, og ingen gav agt,
men alle grebes af tonernes magt,
og alle gik ud, som i kirken vare,
herr Peder tilsidst bag sin sogneskare.

Saa stansed folket i solens glans
og stirred fortabt mod fjeldet;
med smil og taarer, med sind og sans
de lytted til tonevældet.
Og blommerne spredte saa sterk en duft,
og ørnen svam i den klare luft;
hvert blik var spændt, og hver læbe bunden
til tonernes sidste klang var svunden.

Da meldte herr Peder sin kirkeflok,
der stod med duggede kinder:
"Nu har jeg manet i sten og stok
de koglende jettekvinder."
Men tonerne baned sig selv en vei,
og folket i dalen glemte dem ei.
Fra bjelkehus og fra lundesalen
de høres endnu gjennem kirkedalen.