Møllergutten
Møllergutten sad ved kvernehuset
under Houkeliens fjeld,
og han hørte der i elvesuset
hallingslaatten fra det dybe væld.
Fossegrimen sine strenge rørte,
skummet sprang og hvirvlede dertil.
Ingen uden Møllergutten hørte,
hvordan elven gik med strengespil.
Og han kunde siden med sin bue
stryge fossegrimens dans;
aldrig før, i hytte og paa tue,
var der hørt saa gjævt et spil som hans;
aldrig gik der over gulv og enge
saadan halling, som hvor han gav klang;
men han har vel og med sine strenge
gjort det stilt i laget mangen gang.
Og der kom, - hvorom han aldrig drømte,
skjønt han gik saa tankefuld, -
blev og bud til ham fra den berømte,
vidt bereiste mester Ole Bull.
Han der turde selv ved kongetroner
lade slaatten over strengen gaa,
han erindred, at dens bedste toner
lød paa fjeldet i en hyttevraa.
Og da lod han Møllergutten bytte
denne hytte med en hal,
hvor vel fler end tusind kunde lytte
til de underbare toners fald.
Møllergutten sad, som naar man stirrer
overbøiet paa et elvdybs pragt;
og som broen, hvor man dvæler, dirrer,
saadan rysted sædet ved hans takt.
Men hans spil var og som fossefaldet,
der i stride hvirvler gaar,
og ved spillet blev hver tanke kaldet
did, hvor fossegrimen harpen slaar,
kaldet fjernt hen til de grønne dale,
som har kilder fra et snedækt fjeld,
hvor vor kunst, i toner som i tale,
altid finde skal sit friske væld.