Epilog

Det præktigklædte juletræ,
vi danser barneglade om:
Si, husker I, naar vaaren kom,
hvor da det føltes saart at se
det stikke kvalt med herjet top
av søplekassen op?
Et fillet, gammelt ugagnstræ,
bedækt med sotet sne.

Jeg tok og rørte ved det litt,
men andaktsstille, ganske vaert.
Jeg synes blot, det var sa rart . . .
Slik gik det mig i verden tidt:
Hvad undrende jeg glodde paa
og bibelfastest trodde paa,
steg end det høivekst, rankt og frit,
av livet blev det kvistet bart,
med tiden krægt og slitt.

Nu blinker vaarens sol paany.
Og vinterlammet, hjertesaar
jeg drikker ind dens første gry.
Nei se!
Et ribbet, gammelt juletræ
paa bingen i min gaard.

I straaler nys. Paa bingen nu.
Vær hilset, kjære du!

Det drypper til den vaarte jord
av sneen, levnet fra ifjor,
og er den svart av røk og sot,
og oser den av bingens stank,
slaar dog hver draape fuld og blank
med sølvklang mot min fot.

Slik gaar det her i verden tidt.
Hvad inderligst vi knælte for
og selvglad gik og kjælte for,
om fjernt og hellig, sort og godt,
ry, elskov, fagre drømmeslot:

Kun juletrær, en dag slængt ut
paa bingen.
           Ak, min gud!