Fødselsdagsdikt

Slik just jeg mins dig
fra ungdommens tid:
Storraadig, selvglad,
tidt lysten paa strid,
eggende blodvarm
ved mændees stevne,
fuldrik paa skjønhet,
end mere paa evne.

Dog mot hver den, som
hos dig søkte vern,
dronninggod øm og
beskyttende fjern.
Husker, jeg tænkte
En sagaens kvinde
er det, hun ligner,
dypt farlig at vinde.

Burde med hærmænd
hver kveld peliet raad,
dristig dem egget
til elskov og daad . . .
Intet at undre
sig paa, om ved siden
av dig hver elsker
blev fattig og liten.

Paa hvad du gav dem,
vandt makt de og ry.
En bare tapte
og tapte paany.
Hver gang dit hjerte
du aapnet, saa trængte
spydsodden ind, hvor
dets krater den sprængte.

Hvorfor? Saa tidt har
jeg lett efter svar:
Kanske for ursterk
og mæktig du var.
Just for at redde
sig oprør de gjorde
mot, hvad i dig er
det blinde og store.

Tiden, jo heter
det, læger hvert saar.
Helte den dine,
blev skorpen dog haard.
Ind under verket
i ufred og brændte
vildt trods dit hovmod
dog skammen, du kjendte.

Vikingkvinde
med vikingehu
sitter i skyggen
du graahaaret nu?
Hvas er din tunge,
end hvassere øiet.
Trampet og sveket,
ei blev dog bøiet.

Dagstrøtt du verner
dig gods med forstand
vækkes dog stundom
av vundernes brand,
længter mot elskov,
mot favntakets hete,
husker din alder
og blusser av vrede.

Ser saa en ungmø
du svæve avsted
let henad jorden
med sorgløse fjed,
mins du den krigsplikt,
du fuldbringe maatte:
Hjerteblod kostet
hvert skridt som du traadte.

Vikingekvinde,
da mørkner dit blik:
Mænd, vil I vite
den vei, som du gik,
følg da det blodspor,
fra vuggen jeg levnet,
stans først i graven
og se, hvad jeg evnet!