Fattigmands freidighed
(EFTER DET SVENSKE)
Fader! om dit Liv har smertet,
om det sjeldent smilet har,
vil jeg love Dig af Hjertet,
ja for Alt, Du mig tilskar.
Giv mig Mod og Lyst og Styrke
Byrdens Vægt at bære frem!
Lær mig ydmygt Dig at dyrke,
Fader min i Himmelhjem!
Ak, hvor snart, hvor snart de rinde
Dagens Timer, Nattens Stund!
Og de bittreste forsvinde,
ogsaa disse, som en Blund.
Knap er over Qval og Kummer,
tykkes ogsaa den saa kort;
glemt er Plagen, og i Slummer
drømmer Haabet Mindet bort.
Skjebner, som jeg aldrig troede,
at jeg skulde slippe fra,
bares dog; thi Kraften boede
ubekjendt hos mig endda.
Led dens Strøm, i hvad der møder,
ovenfra til bange Bryst!
O! fra Dig, som Spurven føder,
kom til qvalte Hjerte Trøst.
Hvi da qvæle mig i Klage?
bange for min Fremtid staae?
Veed jeg ei, at mange Dage
rinde frem i Skyer graae;
men, naar lidt det lider, gydes
Lysets Flod fra Himlen ned,
og saa ven en Aften nydes
efterpaa i Hyttens Fred?
Sorger kunne tæt sig flokke,
Taarer rinde stridt og flot;
ingen maa dog Troen rokke
paa at Alt, at Alt er godt.
Hvad Du til min Hytte sender,
fra dit høje Stjerneslot --
Fader, o af dine Hænder
har tillaans jeg Livet blot.
Nei, jeg vil med frydfuld Tunge
i de Jubler stemme ind,
som Alverdens Glade sjunge,
Frelsere og Fader min!
For din Ære vil jeg stride
modigt end paa skyfuld Jord.
Dagene, som mangt maae lide,
loves Sejer i dit Ord.
Et for et, altsom de fæste,
løser op du Livets Baand
Ei jeg glemmer, at tilgjæste,
er paa Jorden kun min Aand.
Derfor se! jeg ei vil drøje,
naar din Kaldelse jeg faaer;
jeg staaer op, med taksomt Øje
til min Fader, naar jeg gaaer.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer