Fordum og nu.
"O, hvilken kold, prosaisk tid!" -
elskeren sukker og ønsker sig did,
hvor ridderen holdt foran slottets trappe,
og bar hende bort under nattens kappe.
Siden, - da stemning og folkesmag
kæmpede varmt for hans egen sag,
splintred hver fordom og vant hans slag,
ikke ved nat, men ved højlys dag, -
hvad sagde han så?
"O, hvilken kold, prosaisk tid!"
digteren sukker og tænker sig did,
hvor kamp-legen skalv under Æskylos' tone,
og murene faldt for hans laurbær-krone.
Siden, - da sangen, som Gud ham gav,
stemmedes i af høj og lav,
bruste om land som storm på hav,
kirke med hus stod fyldt deraf, -
hvad sagde han så?
"O, hvilken kold, prosaisk tid!"
sukked Napoleon, stirrede did,
hvor onkelen holdt på den høje bue
i minnernes manende aften-lue.
Siden, - han selv ved Magenta stod,
frihedens lyn slog om hans fod,
Austria sank i skam og blod,
svulmende steg den gule flod, -
hvad sagde han så?
"O, hvilken kold, prosaisk tid!"
svor Garibaldi, mæt af strid
for folkenes sag i to verdens-dele; -
nu støbte han lys og var træt det hele.
Siden, - han sa i Palermos havn
dampere fulde fra stavn til stavn:
ungdom, der kom på hans blotte navn,
lagde to riger til hans favn, -
hvad sagde han så?
"O, hvilken kold, prosaisk tid!"
sukker du ofte i mistillid;
men over dig selv og din lille skæbne,
du glemmer de kræfter, som nu sig væbne.
Herren forkyndes i hver en krog,
lynet må tale menneske-sprog,
folkene brød tyrannernes åg,
- husker du Shermanns sidste tog:
hvad siger du så?
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer