George Frederik von Krogh
Er det ikke Hjertelag, Geni og Ulykke,
Gud giver Udødelighedens fagreste Krandse?
Døden følger den Lykkelige som en tyrannisk Herre;
den Ulykkelige som en Tjener,
der stedse er rede at modtage sin Herres Kappe og Maske.
Hvormangen stolt Sjel kastede ikke dem begge i hans Arme?
Da vidste de forbausede Mennesker,
at der havde været en høi Aand imellem dem.
Trofast som Camoens'es Neger, der betlede for sin Herre,
er Døden vedhaanden naar Nøden bliver for stor.
Hvad betler han om for George? Fem Fod Muld af Jorden
for Den, som nu ejer en grændseløs Himmel.
O læg ham under de Stene, I gave ham at æde!
En Engel vil græde Blod derover, og Gud lade en Rosenbusk opspire.
De ere dog blødere end de Løibænke, hvorpaa hans Undermænd hvile.
Der er Hjerter i disse Stene; thi de skjule hans Kummer.
Døden, den venlige Sorte, smiler . . . O, han maa vide en sød Hemmelighed.
Han maa have et blødt Hjerte; thi Jammeren tier ved hans Bryst.
Øinene synke igjen af Henrykkelse under hans Kys,
det eneste Kys i Verden, som tilfredsstiller og er trofast.
Det er et Øjeblik, hvori Himlen nedsænker sine Stjernekroner.
O George, hvor din Pande straaler! Er Betleren bleven Aanders Fyrste ?
Er det ikke Hjertelag, Geni og Ulykke,
Gud giver Udødelighedens fagreste Krandse?
O George, da maa Du erholde trende:
en af ømme Violer for dit Hjerte, en af Laurer for dit Geni;
men Blomstens Navn for din Kummer er kun i Himlen kjendt.
Stimle Engle om din Grav -- se, de ville vige tilside,
tilside for Bonden, som trænger sig frem med en Egekrands.
George, George! hvi funkler din Aand stærkest ved Synet af den?
Den er for Patrioten og Oplysningens Ven.
De Ædelmodige! de have vist taget feil; thi nu har den ingen Torne.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer