Asylbørnenes sang til H. K. H. arveprinds Carl Ludvig Eugen, paa hans fødselsdag den 3die mai 1841
Mel. I Dalens Skjød en Hytte laae.
Til Carl Eugen vi tør ei meer
saa frit som forhen tale:
For længesiden voxet er
han jo ifra os Alle.
Han bærer allerede Sværd;
han er en Sang af Mænd alt værd.
Han rider ikke meer forlængst
paa Kongens Knæer Ranke.
Han tumler alt en vælig Hengst,
saa sky som Angstens Tanke.
Hans Moder seer med Stolthed til
sin Førstefødtes Ridderspil.
Han bærer Sværd og Portd'epee;
det maa hans Fader fryde.
Gid det Mirakel maatte skee,
at Blomster det vil skyde!
Hvor herligt, om fra Heftet af
det Blomster skjød som Arons Stav!
Hvor herligt, om dets hvasse Od
i Rosenknopper døde!
om Eggens Blaanen kun bestod
i Anemoner bløde!
Hvert Blomsterstraa, hver Rosenqvist
sin lille Søster gav han vist.
Da vilde gamle Kongen lee,
hans ømme Bedstefader,
hans Moder med et Øje see,
som sig i Straaler bader;
Hans Fader vilde sige: Du,
min Søn Eugen, er Barn endnu.
Ak, er Du det, da tør vi nok
en Barnesang dig byde.
Dit Rige var en Børneflok;
det vil dig endnu lyde.
Tag da, om Du det har forladt,
vor Kjærlighed! Den er din Skat.
Der er ei anden Blomsterflor
paa Armods tørre Qviste.
Den Kjærlighed, som derpaa groer,
vil dog ei Kongen miste.
Og skulde Du foragte den,
som ligner ham i Alt, Eugen?
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer