Glæde i naturen

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Saa skjøn er ingen Jordens Blomst som Smilet,
      fordi den er saa skjøn.
Da kjender den igjen sin Herres Søn
paa samme Smiil, hvormed han selv har hvilet,
      da Alt var skabt og godt den sidste Dag.
Den føler det, som Elskerinden
sin stolte Elskers Velbehag.
Den føler det . . . Har unge Rose Øje?
Thi se dens Flammer sig forhøje!
Sit Skjød har Knoppen aabnet, somom lunken
Velsignelse var ned i Smilet sjunken,
som om fra Kinden glad og rød
et paradisisk Solskin flød.