Høiland-Mary
(AF ROBERT BURNS)
I Skrænter og Strømme og Bredder
omkring Montgomerys gamle Kastel,
smuk være hver Blomme paa eder,
og aldrig grumset det rislende Væld!
Der allerførst Somren sig teer
og allerlængst dvæler den der.
Thi der, der tog jeg det sidste Farvel
med søde min Høilands-Mary.
Ungdommeligt Birkene funkle.
Hvor rigt er blomstrende Hagetorn smykt!
Thi i deres duftende Dunkle
der har til Barmen jeg hende jo trykt.
Henover os begge afsted
paa Engleving Timerne gled.
Thi kjær som Livet og Lyset mig var
min søde, min Høiland-Mary.
Med Favntag, som vilde ei briste,
med tusind Løfter den Time gled hen.
Men Afskeden var ei den sidste.
Vi svore Begge at sees igjen.
Men o! den iiskolde Død
min deilige Rosenblom brød.
Nu, grøn er Tørven og Mulden er kold;
det glæder min Høiland-Mary.
O bleg er, i Døden henvisnet
den Rosenmund, jeg saa ofte har kyst.
Det straalende Øie er isnet,
som har med Ømhed saa tidt til mig lyst.
Nu smuldrer det Hjerte i Muld,
som elskte mig trofast og huldt.
Men stedse skal i min inderste Sjel
du leve, min Høiland-Mary.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer