HW - Samlede skrifter 3. bind s412-414
Det, ædle Dame, har jeg fattet,
det har mig Ord og Aasyn sagt,
at Gud har rigelig erstattet.
En Engel ifra Lysets Lande
har blot sin Finger over Øjet lagt
imens den kysser Deres Pande.
Nu Liv jeg haaber;
dog ei af Pulver, Piller eller Draaber;
men Genier, husvalende og blide
jeg saa en Dag ved Smertenslejets Side.
Man dræber Wergeland i Bladet atter
i smukke Vers. Troer De han døer?
Man Værre hørte om ham før.
Men skal det skee, da tro mig, Fatter,
et Epigramma først af Taarer og af Latter
paa Verden og sig selv han gjør.
Verden laae begravt i Sorgen,
Herrens Altre øde stod,
Lasten thronede paa Borgen,
Hytten laae i Synd og Blod.
Gud lod da en Kvinde ahne
Frelsens Time klar og nær.
Under Bethlems Palmefahne
kom den med en Englehær.
Og da klang det over Jorden:
"Een vor Mester, een vor Gud!"
Og fra Syden og til Norden
kristne Templer spredtes ud!
Og da klang det over Jorden:
"Vi fortjente Vredens Ild,
Hevnens Lyn og Dommens Torden;
men han gav en Straale mild."
Gjem den da den Naadens Kjerte!
Det Forjettelsernes Ord!
Tegn i Bunden af dit Hjerte:
Guds Barmhjertighed er stor!
Amen!
Jeg har idag et Løfte gjort;
jeg agter selv det ei for stort;
men siden Christus det vil eje,
det sagtens ei saa lidt maa veje.
Jeg lovte i det Nyaars-Nu,
at vogte paa min egen Hu,
at ikke Syndens vilde Flomme
skal gjennem Hjertets Klapper komme.
Til Tegn paa, det var sanddru meent,
jeg skulde holde Alting reent;
mit Sindelag det skulde blidne,
min Arnes Vægge skulde hvidne.
Det sidste Arbeid er nok let;
det første kan mig gjøre træt.
Men skulde Kræfterne ei bære,
o Christe! o saa vær mig nære!
Amen!
