Haraldshaugen

(I Anledning af Indvielsen 18de Juli 1872.)

av Jonas Lie

      Hvast om Skjæret
      driver Veiret
under Rogaland.
Som en Pilregn over,
hvor Kong Harald sover,
      kredser Maagen,
      og bag Taagen
bryter Havets Brand.

      Ligger nære
      tangklædt Fjære
Haraldshaugen der,
mens i Storm det stønner
under Kyst og dønner,
      mens sig speiler
      hviden Seiler
udi solblankt Veir.

      Dér sit Mærke
      stak den stærke
Konge fast i Jord.
Norges Navn stod skrevet
der af Gyda vævet,
      og hans Værge
      magtet berge
hendes høie Ord.

      Det var Fyret,
      mens vi styred
ind vor Friheds Led;
der igjennem Taagen
stod den Varde vaagen,
      som i Sindet
      Slægten skinned,
mens den frem sig stred.

      Stærkt med Sværdet
      Kongen gjærded
Norges Rige ind;
thi den Gard, han bygged,
staar endnu urygget,
      skjønt den siden
      hen i Tiden
laa for Fog og Vind.

      Aar er runden
      over Grunden
veirbart, som den laa;
men af Haugen baaret
staar nu, tusindaaret,
      stort det samme
      Træ, hvis Stamme
Dronning Ragnhild saa.

      Skal saa Plaugen
      jevne Haugen,
Norges Kirkemur?
nu, mens Folkets Minder
frem i Solen skinner,
      nu, vort Øre
      gjen kan høre
Konning Haralds Lur?

      Nye Hære
      skulle bære
frem Kong Haralds Sag;
folkereist hans Minde
gjen ved Karm skal skinne,
      og den gamle
      Konge samle
og paany til Slag.