Sang ved tusindaarsfesten

paa Haraldshaugen den 18de Juli 1872.

F ø r A f s l ø r i n g e n :

(Gammel norsk Kjæmpemelodi: "Brylluppet i Kraakalund" - som "Yderst mod Norden lyser en Ø".)

Her ligger Haralds Haug, sjunken og graa
veirhaardt fra Fædrenes Dage; -
sust har henover dens sparsomme Straa
Norriges skiftende Lage -
her vi for Høisædesstøtterne staa
      i vor Sage!

Fjordblaanet rugger fra Hafrsfjord til hid,
Sjøveien tykkes saa nære;
Tredive Slægter og tusind Aars Strid
stod dog i Flo' og i Fjære,
førend den væltede Bauta vi hid
      kunde bære.

Samlet blev Landet bag Eggene blaa,
værget af Kjæmper hel brede,
og det, som Fædre i Sorg monne saa,
vokser nu om os i Glæde,
saa at alt Folket om Haugen kan staa
      her og kvæde.

Vaarløse Kræfter gjen byggede op,
Plogjernet, Tanken og Aaren -
Minderne skinner; paa Haraldshaugs Top
sættes nu Bauten i Vaaren,
rødmer nu Flaget som Fremtidens Knop,
      den har baaren.

Lydt nu i Luften høres en Klang
"Glad" 1 nordfra Nidaros runge,
samle alt Folket til Fremtidens Gang,
ringer ind Norrig', det unge,
malme ærværdigen Fædrenes Sang
      med sin Tunge.

E f t e r A f s l ø r i n g e n :

          Høilagt med Kongen hans Kjæmpesværd laa;
          Norfolkets hugstore Længsel;
          Ætten hans prøver at løfte derpaa,
          styrket i Alvor og Trængsel,
          - bagom den Haug ligger Havvidden blaa
                for vor Længsel.

          Skjønt, som dets Lider af Havranden gaa,
          naar mod det Seilerne sige;
          stort, som i Aanden det Fædrene saa,
          stige, Kong Harald, dit Rige!
          Nordmænd kan falde, men Norge bestaa
                stort og stige!

          Tusind Aar er som en Vagt, som et Slag
          udaf den Eviges Vinge; -
          Han, om han signer, en Tusindaarsdag
          atter kan Norrige bringe,
          bære, som Fædrene, fast vi dets Sag
                i vor Bringe!