Henrik Anton Schøtt Heltberg

av Jonas Lie (Rom 1873.)

Der var en Ring af Mænd med brede Hærder,
med Storhedsaand og med Geniets Mod,
som gik det unge Norges første Færder
og traadte Spor i Snén for Efterslægtens Fod.

Han var af hine Kuld, hvis Evner skjøde
i Folkets første Vaar blandt Isen op,
som spaade Norge Dag - og maatte bøde,
fordi saa stærkt og tidligt Landet satte Knop!

Og den, som saa hans Blik, hvor dybt det glimted,
mens Viddet sprudled i hans Tankespil,
saa Pandens aandigt formte Hvælv og skimted
hos denne egne Mand den dybe, stængte Ild, -

han fatted snart at det var Aandestaalet
i et Geni, som funked disse Lyn,
der lyste Tanken Gjenvei hen til Maalet
og lagde den med ét saa klart foran ens Syn;

at "Bogen, som ei kom", det var kun Idealet,
han gik og bar, som aldrig fuldendt blev; -
derfra den Kraftens Ild, hvormed han maled,
mens Sprogets dybe Lov han tyded sin Elev.

Derfra hans ædle Evne til at danne Hjerter
og reise Sjælens Magter fra dens Grund; -
han tændte Hellas, Latiums stille Kjerter
for Livet der i en begeistret Stund.

De Aandens Funker, som i Talen regned,
blev Frøkorn Landet rundt til Kuld paa Kuld,
- og tusind Hjerter lægger nu, han blegned,
en Fædrelandets Krans paa gamle Heltbergs Muld!