Kantate ved kroningen i Trondhjems domkirke
av Jonas Lie (Rom 1873.)
den 18de Juli 1873.
Første Afdeling
Kvartet.
Hil med din ædle Kvinde
Du hilses Oscar her,
omlyst af Fædres Minde
i Folkehaabets Skjær!
Her taler Kirkens Buer
vor Fortids store Sprog,
i Sten og Mur Du skuer
her Folkets Sagabog.
Som da med Spir og Taarne
den skinnede ved Fjord,
mens Rigets Ættebaarne
tog Kronen i dens Kor,
i Norges Dôm Du tage
nu Haralds Kronering,
- Klenodet i vor Sage
fra gamle Øjrarting!
Den bar vort Folks Historie
til Høihed og til Glans,
bar Hellig Olafs Glorie
og Sverrers, Haakons Krans,
den samled Land og Rige
af Hafrsfjords røde Bad
og bar vor Tro tillige
paa haarden Stiklestad.
Den laa med Drømme stærke
forvart i Folkets Bryst
og elsket som et Mærke,
der blir i Døden kys't, -
til gjen dens gyldne Rande
stort funklede omkring
din høie Stamfa'rs Pande,
rakt af vort Friheds-Ting.
Hans stærke Styre bragte
til Fæste, Vækst dets Sag;
i signet Minde rakte
os Oscar saa vort Flag.
Fra Carl den folkekjære
Dig arv'des Kronen ned,
- saa Folkets Guld Du bære,
saa arv dets Kjærlighed!
Kor.
Stemmer Alle i og sjunger,
sjunger Herren Lov og Ære!
Denne høitidsfulde Time,
medens alle Klokker kime
Landet rundt med dybe Tunger,
salves Oscar til at bære
Haraldskronens gamle Ære;
Mild som Sol i Fagerliden
sidder trofast hun ved Siden
som skal Landets Moder være.
Kvartet.
Løft o Folk, dit Hjertes Tanker
op til ham, som er vort Anker, -
bed, at han maa Stunden raade
med sin Kraft og med sin Naade,
han, hvem Jordens Ban're alle
er som Træ'r, der gro og falde;
stakket staar de, brat de visner,
naar hans Skygge paa dem isner;
stort de grønnes, Fremtid vinder,
rigt de i hans Naade gro,
om hans Kald de bære tro,
naar hans Sol paa Folket skinner.
Kor.
Tag da Kronen,
tag da Spiret,
Haralds gode Sværd!
Kronen bær, med Visdom siret,
høie Fædre værd!
Herren lægge saa sin Lykke
i det signte Kongesmykke!
Han omgjorde Drottens Lænder
med sin egen Kraft!
lægge Styrken i hans Hænder,
i hans Spir og Skaft!
fæste Folkets Kjærlighed
til hans Skjold og til hans Værge,
at sin dybe Arv han berge
kan i Fare som i Fred,
at han Kronen ret kan bære,
raade stort om Folkets Ære
og i lyse Fremtidsdage
føre Norges Sage.
Anden Afdeling.
Kvartet.
Kirken, som Samuel,
strakte sin Haand,
fæstede Kronen
Drot, om din Pande!
- saa og din Throne
i Herren den stande
uryggelig fast, -
saa med hans Naade
Kong Oscar, Du raade!
Kor.
Herren har Dig kaldt til Kronens Guld,
se, dens Vægt er tung og ansvarsfuld,
Ansvar foran Gud og Folkets Sage.
Stærk i ham den løft i Folkeærens Glans,
Fremtids Gyldenaar den bære i sin Krans,
bær den stor ved ham i signte Dage!
Dobbelt-Kvartet.
Som vort Frihedsværk er bygget
med vor Kongepagt,
dine Fædre det har trygget
med sin stærke Vagt,
- saa sig, Oscar! Landets Tanker
og dets Tro om Thronen ranker,
saa det er dets Hjertemagt,
som i Kronens Guld er lagt.
Skjæbnetunge gaar i Tiden
mørke Jættedrag,
og i Folkene staar Striden
haard om Lysets Sag.
I vort Flag forlængst er blevet
Korset paa vor Frihed skrevet
- gjennem Tidens Olafs-Dag
bær Du stærk vor bedste Sag!
Længst din Færd i Folkets Øre
fik sin gode Klang,
med dets Kaarne frem Du føre
Haand i Haand dets Gang;
i dit Valgsprog Dag der stiger
op for tvende Broderriger,
- maa din Sagas fagre Sang
bære gjen de Ord engang!
Hos Dig Staar det gamle stærke,
veirgraa Trøndelag,
baaret har det Rigets Mærke
mangen stormfuld Dag!
som det staar med Landets Minder,
mens dets nye Fremtid rinder,
som det bar vor Friheds Sag,
hilser Norge Dig idag!
Kvartet.
Fager sidder vor Dronning
ved Drottens Side
nu, Agrene modnes om Land, og Sommeren lyser i Lide.
Norigs Haab har hun baaret,
Drottens Hus har hun signet,
som Moder og Viv
flettet sit friske grønt i hans Liv,
saa i en Sønnekreds
hans Kongsstav nu blomster
med Fremtidsskud.
Tusinde Vinduer skinner i Solen,
alle de glade Folkehjem hilser Dig,
viser sin Børnekrans frem,
vide, at selv i dit Hjem
Dig kroner den huslige Lykke,
at, som Du stille det freded med trofaste Hænder,
fuldt vel dets Sorg og dets Glæde Du kjender,
at for de Haab, som det har,
eied Du Hjerte og Svar; -
- derfor nu Magter fra Hjemmene kommer,
hilser Dronning i Sol og i Sommer,
bringer Dig Arnernes Krans og Ære,
beder Dig Moder for Landet være,
og de vil signe, Dronning! din Livsdag,
være tilstede
tyst i dit Spor,
saa, hvad Du yndigt i Folket vil frede,
rundt om Dig gror.
Slutnings-Kor.
Hil Dig Oscar! hil vor Konning!
Hil Sofie, Norges Dronning!
Som imellem Kirkevægge
her det sjunges til dem begge,
saa om Fjeld og Fjord og Strand
hilser nu det hele Land:
"Hil Dig Oscar! hil vor Konning!
Hil Dig, Norges fagre Dronning!"
