Herregaardsparken

Humlesurr og lindeduft,
alle somrens klange,
linerltrip paa tynde ben
rundt i p arkens gange.

Og det er, som lindeduft
gjør det tungt at aande,
og det er, som minders luft
stryker mig i vaande.

Parken saa fortrolig nær
og dog fjern tillike . . .
Gamle tider spøker her,
her er deres rike.

Kom hit yr og utadvendt
- manende det sukket,
indtil parken om min sjæl
gaatetyp sig lukket.

Og det var, som ødet liv
gjorde mig til bytte,
og det var, som det, der svandt,
fik mig til at lytte.

Op av parken, fast og tæt,
bygd i tider strenge.
løfter slektens kalkgraa hus
sig mot skoger, enge.

Aaen risler der forbi.
Døgnet rundt de hørte
nyn av den i fryd, i sorg -
Viser drømmeslørte.

Muntre kvinder, sttaute mænd -
Længst er de forsvundne,
og dog som de blev igjen,
blev her hjemstavnsbundne.

Rød gaar sommersolen ned
bak en godveirsbanke,
og jeg staar paa samme sted,
fjetret av min tanke.

Og jeg staar, hvor før jeg stod,
fjetret av min tanke . . .
Sommerkveld og lindeduft,
maanestraller blanke.

Hørte jeg en rik, men kort
pikelatters trille,
gjenlyd av et blod, som længst
døden har gjort stille?

Hørte jeg en seiersglad
pikkelatter trille?
Over mig en drømmesky
sluknende og stille.