Hilsen
I grublere, I svermere, I drømmere!
I elskere av vinens rus og kvinden,
hvem motstand hærdet, mens den gjorde ømmere!
O danske harper, skjælvende for vinden!
I sangere av guders lyse naade,
I seierherrer fra saa mange dyster
med rims og rytmes avgrundsdype gaade:
Vel møtt til sangerlek paa vore kyster!
Si, er det ikke skjønt i ungdomstiden
at vite med sig selv, man er foraktet
og gjennemlynt av denne søte viden
paa tryk at se sit skaldery bli slaktet?
Hvem bryr sig vel om det ,naar trodsen synger,
og rik paa vellyd sindets bue spændes,
og diktet lik et purpurbaand sig slynger
tæt om ens hjerte, hjertet, som er hendes?
Nuvel, det gir jo ikke bare godveirsdage
at skrive vers, som ingen mand tør trykke.
Jeg har selv oplevd det. Og smertens klage
sprang mørk til stjernerne av brist paa lykke.
Jeg var vel ikke just «parti» at kalde,
og mødre skjalv paa sine døtres vegne.
En ting i verden er at kunne tralle,
en anden ting, den viktigste, at regne.
Men lykken er en fugl. Og stundom hænder
det, at den pynter os med fjær i hatten.
De vokser, vokser, alt mens hjertet brænder
av smil om dagen og av glød om natten.
Der staar et brus om os av tusen vinger.
I mins det nok, I seiersvante brødre!
Frit strømmer vaaren, nye toner klinger,
og pikene gir fan i sine mødre.
I mestersangere fra Darnmarks vægne!
Vi skjænker Eder smil av vore kvinder!
Merk, at de elsker klunk paa gyldne strenge!
Skam vorde Eder, om I ei dem vinder!
Vi skjænker Eder vin i dype skaaler.
(Det har sin lille risiko forresten.)
Vi skjænker Eder av vort vaarlivs straaler,
en ønskeflok, som alt omsvæver festen.
Vi rækker ut vor haand mot Danmarks sletter,
et land, hvir ikke mestren kan faa sove
for nattergalehulk i blide nætter.
Rundt om i drøm staar poesiens skove.
Held følge Danmark, hvor saa ofte taaren
fik glans av smilets friske lek og lue!
Held følge jer, I sangere av vaaren,
av smilet, smerten og den røde drue!
