Studentersang

Det hvisker ømt i dunkle ord,
det egger, og det maner
med bud fra alt, som i os gror
og endnu ingen aner.
O smertenstid! O lykkekaar!
Hvad blygt og stolt vi dølger,
i rike længsler uhørt gaar
for vind og stride bølger.

Vel sandt, at tidt paa glassets bund
vi saa vor fremtid smile -
Ak, mangen deilig pikemund
snart fik os til at tvile!
Paa jord er der vel endda plass
for munter sang i reden?
Jeg løfter trodsende mit glas
for drømmen og for glæden.

O lykkekaar! O smertenstid!
Det blev vort liv at famle
os frem til klarhet og i strid
de spredte kræfter samle.
En dag de hærdes skal til staal
ved livets strenge lære:
Ei blot det er de fjerne maal,
med kanske mest de nære.

Det hvisker ømt i tunge ord,
det egger og det maner
til kamp for livets ret paa jord
i sus av friske faner.
Omstraalt av morgenrødens skjær
dets frihet vil vi verne . . .
Men hvad du gjør, og hvem du er,
saa følg din egen stjerne!

Følg den til avgrunds, om du maa!
Langt heller der at ligge,
av fienden trampet blodig paa,
end om hans gunst at tigge!
Held den, som vaaknet op ved nat
og saa et lysskin falde!
Held den, som stanset troldomsbrat
og hørte klokker kalde!

Det bruser i de unge trær,
som høit mo tlyset higer:
Snart er den store time nær,
hvor dagens konge stiger.
Paa bud av alt, som i os gror
og livsentørstig venter,
vi hilser solens gyldne spor -
Moi høidene, studenter!