Vort sprog

Det sprog, som vi i arv har tat
fra far og mor,
glem aldrig, at det er en skat,
vi har paa jord.
Det hvisket i vor første bøn,
da vi var smaa
og klager i det siste støn,
naar vi skal gaa.

Paa store aanders seierstog
saa vidt det fløi,
og det var vort, det unge sprog,
med flukt saa høi.
Vi elsker det, fordi det er
malm av os selv,
den dype tone, vi har kjær
av skog og fjeld.

Aa, du vort sprog saa norsk av klang,
vort eget sprog,
dig bander de som pest og tvang
og fremmedaag!
Hvad svarer vi? Vi svarer kort,
at her bor vi,
at dette sprog er hjemmet vort
og skal saa bli.

Brus ut vort sprog i stjerneskrift
av sjæl og aand
og reis dig stolt til ny bedrift
ved væbnet haand!
Kun i din luft ren, klar og sund
vi puster frit.
Hvert sprog sin ret! Paa rettens grund
jeg kræver mit.

Det staar sig nok. Hvem glemte vel
et spog, han skrev,
da han sin Elskte gav en kveld
sit første brev?
Saa tæt omkring min hjerterot
det slynget er,
og hvor jeg vandrer paa min fot,
blir det mig nær.