Hilsen til Fredrikshald!

(Ved Sangerfærden 6te Juni 1870.)

av Jonas Lie

      Mens i lysgrønne Vaar
      vi bag Sangfaner gaar,
og dens Solguld som Silken sig folder og slaar,
      vil vi hilse den Stad,
      der har sjunget et Kvad,
hvoraf Luer endnu gjennem Hjerterne gaar.

      Ja, hvem har det ei hændt,
      at ham Hugen har brændt,
da som liden han læste om Halden engang?
      Thi dens Flammer har lyst
      gjennem Slægtfølgers Bryst
som et glødende Digt og en Fædrelandssang.

Mens vi togede hid
      midt i Pintsefesttid,
midt i Vaaren, hvor Hæggen staar drivende hvid,
      mens vi syngende fo'r
      paa den gyngende Fjord,
steg der Tanker ombord fra hin daadstore Tid.

      I hin høie Bedrift
      er der Evighedsskrift
ifra Fædrene ned, som paa Kjæmpevagt laa, -
      de, som offrede alt,
      naar for Norge det gjaldt
og saa bramfrit, at selv de sin Storhed ei saa.

      Derfor hilses med Sang
      vil Du mangen en Gang,
gamle Halden, som kront mellem Byerne staar!
      Udaf Ungdommens Vaar,
      som bag Sangfaner gaar,
og som Daab af din Aand og Indvielse faar.