Aasmund Olafson Vinje

av Jonas Lie, 1870.

Saa stansed Døden det vilde Digt,
saa graadfuldt skjønt og saa lunerigt! . . .
Det kom som Fossen fra Fjeld og slog
med friske Sprøit og med Duft af Skog.
Det kom fra Høiden i rare Sprang
med Stokkevæltning og Vilmandsgang,
med Skredet for sig og Larm og Sus,
med Vandet oprørt og graat af Grus,
og saa igjen med saa sær en Fart,
som "Gjeita" hopper fra Knart til Knart,
snart fuldt af Indfald, af Blink i Sol,
snart rundt sig selv det i Skum sig mo'l.

Saa klared stilt det sig under Lien
til Sølverstrøm,
der speilte Jenten paa Sæterstien
og hendes Drøm,
det Hus med Tørvtag, hans Barneglæde
omjublet har,
- som mindet blev i det bedste Kvæde,
hans Harpe bar, -
og Jætergutten, som fo'r i Uren
saa let og glad,
og Huldren vén, som hun sad med Luren
om Kvæld og kvad,
- kun Stundens Hvile; men Sjøens ligt,
der speiler Bredderne som et Digt!

I Røg det atter ud Stupet fo'r
med Sangen over som Regnbujord,
til længer ned i de vide Dale
det Stilhed vandt,
og Dybet speiled den større Tale,
som der det fandt:
Et Telemarken i Digt der skinner
i "Storegut"
med Uveirsskaadden om hvide Tinder
og skaldet Nut.
Nu sidste Styrtning udover skummed,
- en Guldstreng sprang; i vort Folk forstummed
en fjeldfrisk Sang.


                   * * *


Hans Livsens Gjerning det var en Slaat,
hvor selv som Nøkken han lo og graat.
Det var en underlig Melodi
af Tankeglimt og af Fantasi,
af dunkle Toner, der steg i Sang
som Skjønhedsudbrud af Folkets Trang.
Den Fos som gjæred i hver hans Linje,
nu fandt den Havn, -
nu kranser Mindet i A a s m u n d V i n j e
en Digters Navn!