Prolog til hundredaarsfesten for Beethoven 1870

av Jonas Lie

Det var engang - ak, saa begynder
og hele Verdens Eventyr;
det var engang, da Alt paa Jorden,
da Mennesket og verdens Orden
var fyldt av Himlens Harmoni.
Som Virak opsteg Blomsterduften
i Gry og Kvæld, naar Adam bad,
og Bønnen fyldte Ætherluften
mer' stort end noget Davidskvad.

Og, hvor de Tvende kasted Øjet
henad den skjønne, rige Jord,
sig Træ og Kviste for dem bøjed',
og Blomster sprang i deres Spor,
og Farverne til Digt sig føjed',
og Luft og Hav sang Digtets Ord;
- ja Skabningens Akkorder drømmed'
i Luft og Vand, i duftfyldt Dag,
som Jordens høje Harpeslag,
der op mod Himlens Hvælving strømmed.
Det blev ej saa! - til Sorg og Smerte
sig vendte Edens Herlighed;
men Englen sørger i vort Hjerte
og længes mod det tabte Sted;
og flyr i Mulmet uden Rede,
dens Vinge i vort Hjerte slaar;
thi mod den svundne, høje Glæde
al Jorderiges Længsler gaar.


Naar Sjælen stort en Genius huser
og frem den gjennem Kunsten bær,
vi føle Aanderingen suser
og Paradisets Morgenskjær,
da falder Graad, vi ej kan græde
som Dug ned paa vor Hjertegrund
og Smil, der gir os Solskinsglæde
ifra hin høje Morgenstund.
En saadan Genius vi indvier
en Mindets Stund her højt i Nord,
dens Vingeslag var Harmonier,
der længtende mod Himlen foer.
B e e t h o v e n s Navn er kjendt paa Jorden
saa langt, som Tonens Vinge slaar,
som Sjælen løftes af Akkorden
og der sin Sorg og Fryd forstaar.
Hans Hjerte bor paa Slægtens Længsel
ja, vort Aarhundreds Morgendrøm,
og som et Hav, der brød sit Stængsel,
saa bruste frem hans Tonestrøm!


Han greb de Strenge, som laa spændte
og dybest skalv i Tidens Bryst -
dens Drømme steg, mens Aanden brændte
i dybest Vemod, salig Lyst;
han greb i Strengen - og den kjendte
sin egen Engel sorrigfuld,
der Længselsblik mod Himlen sendte,
men saa og græd paa Jordens Muld;
han greb i Strengen, og han malte
- ej slig, som Rafael Synet saa,
ej slig, som ned til Mozart dalte
i Toner Himlens glade Blaa -;
men slig, som Michel Ange'lo drister
sig ud paa Skjønhedslinjens Rand
paa vildsom Vaag, om Broen brister,
som fører til hans Længslers Land.
Og, lig en sollys Tind der neden
har Graad og dunkle Taager graa,
ham Sorg og Graad - Forgjæng'ligheden -,
imens han sang, ved Foden laa:
paa Strengen skjælver Guders Glæde
- for Jordens Sorg og Taarer kjøbt -,
hans Smerte er, som Engle græde,
og Dagen blir i Mørke svøbt.
Med Tonens Tryllestav han maned'
og sejled' rundt alt Skjønheds Land,
saa efter ham ej Nogen baned'
sig Vej, hvor ej han steg foran.
Hvad vort Aarhundreds Længsler ejer
af Storhed i sin Hjertestrøm,
han tonevældigt bar til Sejer
- han var dets høje Morgendrøm.