Hun gik langs med stranden.

 Hun gik langs med stranden så ung omkring,
hun tænkte på ingen verdens ting.
Da kom der en maler og satte sig ned
      ved sjøens bred,
      i skyggens fred,
han malede stranden og hende med.

 Men sagtere gik hun om ham i ring,
hun tænkte på én, en eneste ting.
Det var på hans billede, hvor hun så
      sig selv at stå,
      sig selv at stå!
nedspejlet i sjøen med himlens blå.

 Hun dreves, hun droges så vidt omkring,
hun tænkte på alle verdens ting -
langt, langt over sjøen og dog så nær
      mod stranden her,
      mod manden der,
o nej, hvad der kom for et solskinsvejr.

av Bjørnstjerne Bjørnson.

Sorter etter dato Sorter etter poeng

Slå på automatisk oppdatering av kommentarer

Skriv noe positivt og fornuftig

Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.