Hunden og pindsvinet
En Hund, beklippet snau og glat
som Bonde sluppen fra sin Advokat,
brød Been iqvag,
og laa paa Marken hen den hele Dag
for Myg og Fluer værnløst Bytte.
Hvor suged de! hvor Blod de drak,
imens den jamred uden Nytte!
Den Myg, som knapt sig kunde flytte
af Mæthed, dog til Afsked stak.
Og nye kom, meer sultne kun og djærve
og bored Snablen i den nøgne Nerve,
mens tykke Flue grov sig ind,
og yngled mellem Kjød og Skind.
Et Pindsviin hører Hunden klynker,
og triller fra sit Hul sig frem.
"Bi! siger det -- hvor jeg dig ynker!
Jeg straks vil frelse dig fra dem.
Jeg kan ei denne Grumhed taale.
Jeg tager dem paa mine Naale."
Saa sagt, den ruller sig ihop
og reiser sine Pigger op,
og kaster sig . . paa Flueskaren?
O nei; men paa den arme Hund,
som klynker nu med megen Grund:
"tigange værre er jeg faren!
Du saarer mig paany med hver
Bevægelse paa kryds og qvar.
Tigange værre er jeg faren!"
Pindsvinet lod ei af hans Skrig
forstyrre sig.
Moral.
Hvormangen Mand, hvormangtet Land
er ikke hjulpen
fra Strand
i Kulpen?
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer