Hvile i Skoven

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

I Graneholtet ved Middagstid,
naar Sommerſolen brænder,
ſvæver en Luftning hid og did,
og kjøler din Pande, og er ſaa blid
ſom et Vift af vinkende Hænder.

Der er i den fagre Enſomheds Skjød
lindrende Ro at finde,
den blommede Grund er fløielsblød,
og friſk og ſlummerbringende ſød
er Granernes Duft derinde.

Og inden du lukker dit Øie til,
vugges du alt i Drømme.
Du hører en Klang, ſaa forunderlig mild;
der blandes Toner af Klokkeſpil
og raſkt henrislende Strømme.


Du hører Suus af den viltre Elv,
ſom Orekrattet dølger,
hvor Huldrens Kvæg under Løvets Hvælv
ſøger et Ly, og vogter ſig ſelv,
og drikker af klare Bølger.

Der hviſker et Sagn for din tryllede Sands
igjennem dit Sovekammer.
Den dybe Skygge, den gyldne Glands
vexler i ſagte, zittrende Dands
paa hundrede ranke Stammer.

Og ſee, bag den tætteſte Granerad
ſidder den fagre Huldre;
hun blotter ſin Barm i Straalernes Bad,
og kjøler med Vift af et Skræppeblad
de deilige nøgne Skuldre.

Hun eier Lunden og har den kjær,
og derfor er den fredet.
Og Øxen tør aldrig klinge der,
og Ingen tør komme det Gjemſel nær,
hvor Aarfuglens Seng er redet.


Men vandrer du did for at ſøge Fred
da er der trygt at hvile;
du mærker en Lyd ſom af ſagte Fjed,
der lede dig hen til et Skyggeſted,
hvor tuſinde Blomſter ſmile.

Og hviler du der ved Middagstid,
naar Sommerſolen brænder,
da ſvæver Luftningen hid og did,
og kjøler din Pande, og er ſaa blid
ſom et Vift af vinkende Hænder.



ifra diktsamlingen Nyere Digte av Welhaven


Ris, ros og synspunkter
Norske Dikt welcomes all comments. If you do not want to be anonymous, register or log in. It is free.