Den forladte Kirke

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Aftnen laae i Fjeldelien
glandsfuld over Løv og Stene,
og der faldt paa „Kirkeſtien“
Blomſterſnee fra Abildgrene.

Droslen drog mig med ſin Trille
til en Lund af Hængebirke,
og da ſtod jeg ved den lille,
længſt forladte Love-Kirke.

Ingen Sjæl i Dalen vidſte
naar dens ſidſte Mesſe hørtes,
Ingen huſked naar den ſidſte
Døde hid til Graven førtes.


Her kun Duggens Taarer rinde
i de Dødes glemte Have;
Kirken er det ſidſte Minde
mellem disſe ſjunkne Grave

Kun Naturens milde Virken
ſmykker dette Glemſels-Øde,
og forkynder under Kirken
Livets Budſkab blandt de Døde.

Thi paa Klynger der af Nelder,
og paa ſtive Tidſelgrupper,
hænge over Dødens Celler
tuſind Sommerfuglepupper.

Og hvor Ingen Graven freder,
og hvor Pſalmen aldrig klinger,
har dog i de lune Reder
unge Lærker faaet Vinger.

Her, hvor Kirken mørk, forældet
ruger lukket paa ſin Gaade,
har et vaarligt Liv paa Fjeldet
aabenbaret Himlens Naade.


Og jeg har andægtig dvælet
og har hørt mit Hjerte banke,
hvor Naturen laae beſjælet
af den dybe Guddomstanke.



ifra diktsamlingen Nyere Digte av Welhaven


Ris, ros og synspunkter
Norske Dikt welcomes all comments. If you do not want to be anonymous, register or log in. It is free.