Svindende Haab
I Efteraaret,
naar Mørket falder ind,
da aabnes Hjerteſaaret
hos mangt et halvlægt Sind.
Men forteſt Mørket kommer
og gjør beklemt,
naar ingen Krands af Blommer
fra Glædens Tid er gjemt;
naar Vaar og Sommer
var taaget og forſtemt.
I Vaarens Kulde
vi ſkabte os en Trøſt
ved Tanken om den hulde
og lange Sommerlyſt;
i Somrens øde Dage,
i Regn og Blæſt,
vi ſtandſede vor Klage
og vented’ Høſtens Feſt;
den ſtod tilbage
ſom vor Forhaabnings Reſt.
Nu kan vi ſige
vort lyſe Haab Farvel;
nu ſnart i Nattens Rige
indkogles Norges Fjeld.
I ſtride Taarer badet,
kun halvt i Flor,
faldt Georginebladet
i denne Høſt til Jord.
Vort Haab har ladet
ſit Liv i dette Spor.
Ja, Norden kjender
dog dybeſt Haabets Art:
hvor vidt det Vingen ſpender,
naar Fjeldet ſynes klart,
og paa hvor arme Kviſte
dets Bolig er,
naar alle Blade miſte
det karſke Farveſkjær.
Ak, det vil friſte
ſom Fuglen Livet der!
Som den maa lede
omſonſt paa mangen Kyſt
om Plads til Ly og Rede
ved Klippens haarde Bryſt —
ſaa gaaer fra dunkle Egne
vort Haab mod Sky,
og ſøger allevegne
et Solglimt og et Ly,
til det maa ſegne
i Vinterveirets Gny.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer