Jeg rejste forbi.

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

 - - Jeg rejste forbi en sommer-dag,
morgen-solen på gården stod,
og som ruderne brant i blod
lued min sjæl imod, imod.
      I forårs-stunden
      jeg der var bunden
      af fine hænder og røde læber,
      af smil, til hvilke nu tårer klæber.

 Intil gården ej stiger mer,
did tilbage jeg ser og ser;
alt det gamle blir nyt og skært,
alt det glemte blir varmt og kært.
      Andre minner
      til dette rinner;
      og alle forårets elskovs-drømme
      frem og tilbage i sjælen strømme.

 Frydfuldt dengang og frydfuldt nu,
smærte dengang og smærte nu.
Sol på marken i duggen våd,
sjæl i minner af smil og gråd.
      Når i fylde
      de overskylle,
      og når i strøm de tilbage træde,
      står sjælen frugtbar i knop og kvæde.

av Bjørnstjerne Bjørnson.

Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.