Jeg rejste forbi.
- - Jeg rejste forbi en sommer-dag,
morgen-solen på gården stod,
og som ruderne brant i blod
lued min sjæl imod, imod.
I forårs-stunden
jeg der var bunden
af fine hænder og røde læber,
af smil, til hvilke nu tårer klæber.
Intil gården ej stiger mer,
did tilbage jeg ser og ser;
alt det gamle blir nyt og skært,
alt det glemte blir varmt og kært.
Andre minner
til dette rinner;
og alle forårets elskovs-drømme
frem og tilbage i sjælen strømme.
Frydfuldt dengang og frydfuldt nu,
smærte dengang og smærte nu.
Sol på marken i duggen våd,
sjæl i minner af smil og gråd.
Når i fylde
de overskylle,
og når i strøm de tilbage træde,
står sjælen frugtbar i knop og kvæde.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer