Juleaftenen (Utvalgte dikt til skolebruk)
Hvo mindes ikke
et veir, han tror ei himlen mer kan stikke?
Et veir, hvis stemmes
forfærdelser ei mere kan forglemmes?
Thi alle tænkte: "Det maa være sendt
for m i n skyld ene;
orkanens tordner m i g, kun m i g de mene;
min skyld er bleven aanderne bekjendt . . ."
Et veir, som rysted
den sterkes hjerte i dets skjul i brystet,
et himmelveir, hvori sit eget navn
han paaraabt hørte
af aander, stormene forbi ham førte,
mens hver en trætop hylte som en ravn?
Men ravnen gjemte
sig selv i klippen; ulven sulten tæmte,
og ræven vovede sig ikke ud.
I huset sluktes
hvert lys, og lænkehunden indeluktes . . .
I sligt et veir, da faar du bønner, Gud!
I slikt et veir - det var en juleaften -
da nat det blev, før dagens maal var fuldt,
befandt en gammel jøde, nær forkommen,
sig midt i Sverigs ørken, Tivedskogen.
Han ventedes til bygden denne side
fra bygderne paa hin, for julens skyld,
af pigerne med længsel; thi i skreppen
laa spænder, baand og alt, hvad de behøvte
for morgendagen, andendag og nytaar.
Det gjorde længslen spændt, men ikke bange;
thi endnu havde "Gamle Jakob" aldrig
dem svigtet nogen jul: han kom saa vist
som juleaftnen selv.
I sligt et veir . . .
"Tys! var det atter stormen,
som hylte gjennem grenene? Det skreg!
Nu skriger det igjen!" Og gamle-Jakob
fluks stanser, lyttende for anden gang.
Nu sier det. Thi stormen øger paa,
som fossen drøner over den, der drukner.
Han vandrer atter. "Tys! igjen en lyd!"
- en lyd, som skar igjennem skovens brusen.
"Den falske hubro skriger som et barn.
Hvo slipper barn vel ud i saadant veir?
Det gjør ei ulven selv med sine." Og
den gamle stolper atter frem i sneen.
Da skreg det atter, saa han mer ei tviler
thi dette stormkast, som hist borte alt
et snoet snetaarn hvirvler over skoven,
har ført et o r d, et enkelt o r d forbi;
og fluks han dreier did, hvorfra det kom,
arbeidende sig dybere i skoven
og dybere i sneen og i natten,
der som en kulsort fjeldvæg reiste sig
mod hvert hans skridt, af fyg kun gjennemlyst,
som om den hele, vide skov var fuld
af flyvende, slørhyllede gespenster,
der hylende sig stilled ham iveien,
paa luftig taa sig hvirvled, vokste rædsomt
og saa forsvandt imellem stammerne.
Dog kjæmper oldingen sig frem mod stormen.
Han vandrer, naar den vokser; naar den sagtner
og drager aande, lytter han paaknæ.
Men fluks han springer op og gaar i mulmet,
som dvergen trænger gjennem sorte muld.
. . Han hører intet mer. Den gamle skjælver
ved tanken, at ham onde aander gjekke,
og mumler frem de bønner, som han ved.
Da klynker det igjen og ganske nær;
han eget raab mod stormen vender kun
tilbage i hans mund. Men hist, ja, hist!
Ti skridt endnu! Der rører noget mørkt sig
paa sneen, som om stormen legte med
en stubb, der var løsnet lidt i roden.
"O, Jehovah! en arm! o, Jehovah!
et barn, et barn; men dødt!" -
Ak, tænkte stjernerne i denne nat,
da Bethlems-stjernen lyste mellem dem,
at intet godt paa jorden kunde ske?
Thi ingen af dem saa, at Gamle-Jakob,
saa glad, som om en skat han havde funden,
fluks kasted bort sin hele rigdom: skreppen,
trak af sin knappe kjole, hylled den
om barnets lemmer, blottede sit bryst
og lagde saa dets kolde kind derved,
indtil det vaagned af hans hjertes slag.
Da sprang han op. Men nu hvorhen? Thi stormen
har blæst hans spor igjen. Det ei bekymred.
Thi han i tordenen i skovens toppe
nu hørte Davids jubelharper kun;
han fygene nu syntes som keruber,
der viste vei paa svanehvide vinger,
og i det maa og faa, han fulgte, følte
han Herrens eget sterke fingertræk.
Men hus paa vilde Tiveden at finde
i slig en nat, da lys ei turde brænde?
Og midtveis laa der kun en enkelt plads,
hvis lave tag ei skilles kan fra sneen,
den sorte væg ei fra klippestykke.
Dog stanstes ved et under han af den.
Der sank han ned. Han mægted ikke mere;
og mange vindstød for, før med sin byrde
han orkede at slæbe sig til døren.
Han banked sagte først; thi barnet sov;
og nu først savned han sin tabte skreppe,
fordi han intet eiede at give
de gode, arme folk, som snarlig vilde
med gjestfri hasten aabne døren. Ak,
han banked mange gange, før det svared:
"I Jesu navn, hvem der i slig en nat?"
"Den gamle Jakob. Kjende I mig ei?
Den gamle jøde?"
"Jøde!" skreg forfærdet
en mands- og kvinderøst. "Da bliv du ude.
Vi eie ingenting at kjøbe for,
en blot ulykke vil du bringe huset
i denne nat, da h a n blev vødt, du træbte."
"Jeg?"
"Ja, dit folk; og det er synden, som
igjennem tusind led skal straffes."
"Ak!
Inat, da hunden lukkes ind?"
"Ja, hunden,
men ingen jøde i et kristent hus."
Han hørte ikke mer. De haarde ord
ham koldere end vinden gjennemhvinte
og slængte, sterkere end den, ham ned
i sneen, bøiet over barnets slummer.
Da syntes ham, mens han mod vindvet stirred,
om ei det hvide ansigt atter kom
tilsyne dog, som om han sank i dun,
at lifig varme gjennemflød hans aarer,
og at bekjendte væsner, hviskende
som sommervindens æolsspil i græsset,
omsvævede hans leie, indtil en
med løftet finger sagde: "Kom! han sover."
Og i en oplyst sal ved siden af
forsvandt de alle; barnet kun forblev der
ved foden af hans leie, dragende
hans puder stedse bedre om ham, til
det forekom ham selv, at han sov ind.
- Det sneen var, som vokste om den døde.
"O, Jesus! Jøden sidder der endnu!"
skreg manden, da han saa om morgnen ud.
"Saa jag ham bort! Det erjo juledag,"
faldt konen ind. "Og se den jødeskjelm,
hvor fast han holder bylten klemt til brystet!"
"Han er paatrængende med sine varer.
Med stive blik han ser herind, som om
vi havde penge nok at kjøbe for."
"Dog gad jeg se, hvad han i bylten har."
"Vis frem da, jøde!"
Begge tren de ud.
Den frosne glans de saa i ligets øine.
De blegned mer end det, de skreg af skræk
og skjalv af angrens slag.
"O, Jemini!
hvad uheld her er hændt!"
De op ham reiste,
og bylten fulgte med. De aabned kjolen.
Der hang, med armene om jødens hals,
Margreta, deres barn - et lig som han.
Saa slaar ei lyn, saa rappe orm ei bider,
som skræk og smerte egteparret slog.
Saa bleg som faderen var ikke sneen,
saa hylte stormen ei som moderen.
"O, Gud har straffet os! Ei stormens kulde,
vor egen grusomhed har dræbt vort barn!
Forgjæves! ak, som jøden paa vor dør
paa naadens ville vi forgjæves banke."
------------------------
Da skogen veibar blev, kom bud fra gaarden
hvor lille Greta fostredes ilægd,
og hvorfra hun, da helgen ind blev ringet,
før veiret kom, var vandret af sig selv
forældrene at gjeste juleaften.
Dog kom det ei at spørge efter barnet,
men efter jøden fra de bygdens piger,
hvis haab nu til at kunne gjeste kirken
kun stod til nytaarsdagen, om han fandtes.
Der laa han død i stuen foran arnen,
hvor manden med et blik om jødens frosne
og i en stilling, krum som ligets, sad,
i baalets røde aske stirrende
og stedse øgende dets brand, at liget
dog kunde blive strakt og haanden korslagt.
Men foran laa paa knæ Margretas moder.
sin lille stive arme bøiende
bestandig fastere om ligets hals.
"Hun ei tilhører mere os," hun hulked;
"han har vort barn sig tilkjøbt for sin død.
Vi tør ei skille liden Greta fra ham;
thi hun for os maa bede Jesus om
hans forbøn hos sin fader; thi for h a m
vil arme j ø d e klage - - "
Se også Juleaftenen Fra Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 3. bind 1842-1845
