Juleaftenen

      Hvo mindes ikke
et Veir, han troer, ei Himlen meer kan skikke?
et Veir, som om hver Sjel, fra Kains til den,
            Gud sidst fordømte,
den Jord forbandede, fra Helved rømte,
som fristed dem at svige Himmelen? . .

      Et Veir, hvis Stemmes
Forfærdelser ei mere kan forglemmes?
Thi Alle tænkte: det maa være sendt
            for min Skyld ene;
Orkanens Tordner mig kun mig de mene;
min Synd er bleven Aanderne bekjendt . .

      Et Veir, hvis Styrke
kan lære Præst og Troende at dyrke
Dæmoner i det Element, hvis Brag
            den Gamle høre
fra Barnsbeen kan i sit bemoste Øre . .
et Skyens Jordskjælv, Luftens Dommedag? . .

      Et Veir, som rysted
den Stærkes Hjerte i dets Skjul i Brystet,
et Himmelveir, hvori sit eget Navn
            han paaraabt hørte
af Aander, Stormene forbi ham førte,
mens hver en Trætop hylte som en Ravn?

      Men Ravnen gjemte
sig selv i Klippen, Ulven Sulten tæmte,
og Ræven vovede sig ikke ud.
            I Huset sluktes
hvert Lys, og Lænkehunden indeluktes . . .
I sligt et Veir, da faaer du Bønner, Gud!


I sligt et Veir -- det var en Juleaften --
da Nat det blev før Dagens Maal var fuldt,
befandt en gammel Jøde, nær forkommen,
sig midti Sverigs Ørken, Tivedskogen.
Han ventedes til Bygden denne Side
fra Bygderne paa hiin, for Julens Skyld,
af Pigerne med Længsel, thi i Skræppen
laae Spænder, Baand og alt hvad de behøvde
for Morgendagen, Andendag og Nytaar.
Det gjorde Længslen spændt, men ikke bange;
thi endnu havde "Gamle-Jakob" aldrig
den svigtet nogen Juul: Han kom saa vist
som Juleaftnen selv.


I sligt et Veir . .


            "Tys! var det atter Stormen,
som hylte gjennem Grenene? Det skreg.
Nu skriger det igjen." Og Gamle-Jakob
flux standser lyttende for anden Gang.
Nu tier det. Thi Stormen øger paa,
som Fossen drøner over Den, der drukner.
Han vandrer atter. "Tys! igjen en Lyd!"
-- en Lyd, som skar igjennem Skovens Brusen.
"Den falske Hubro skriger som et Barn.
Hvo slipper Barn vel ud i saadant Veir?
Det gjør ei Ulven selv med sine." Og
den Gamle stolper atter frem i Sneen.
Da skreg det atter, saa han meer ei tvivler;
thi dette Stormkast, som hist borte alt
et snoet Snetaarn hvirvler over Skoven,
har ført et Ord, et enkelt Ord forbi;
og flux han drejer did hvorfra det kom,
arbeidende sig dybere i Skoven
og dybere i Sneen og i Natten,
der som en kulsort Fjeldvæg reiste sig
mod hvert hans Skridt, af Fyg kun gjennemlyst,
som om den hele vide Skov var fuld
af flyvende slørhyllede Gespenster,
der hylende sig stilled ham ivejen,
paa luftig Taa sig hvirvled, voxte rædsomt,
og saa forsvandt imellem Stammerne.

Dog kjæmper Oldingen sig frem mod Stormen.
Han vandrer naar den voxer; naar den sagtner
og drager Aande, lytter han paaknæ.
Men flux han springer op, og gaaer i Mulmet,
som Dvergen trænger gjennem sorte Muld.
. . Han hører intet meer. Den Gamle skjælver
ved Tanken, at ham onde Aander gjække,
og mumler frem de Bønner, som han veed.
Da klynker det igjen, og ganske nær;
hans eget Raab mod Stormen vender kun
tilbage i hans Mund. Men hist, ja hist!
Ti Skridt endnu! Der rører noget Mørkt sig
paa Sneen, som om Stormen legte med
en Stubbe, der var løsnet lidt i Roden.

"O Jehovah! en Arm! O Jehovah!
et Barn, et Barn! Men dødt! -- "
Ak, tænkte Stjernerne i denne Nat,
da Bethlemsstjernen lyste mellem dem,
at intet Godt paa Jorden kunde skee?
Thi ingen af dem saae, at Gamle-Jakob,
saa glad som om en Skat han havde funden,
flux kasted bort sin hele Rigdom: Skræppen,
trak af sin knappe Kjole, hylled den
om Barnets Lemmer, blottede sit Bryst,
og lagde saa dets kolde Kind derved
indtil det vaagned af hans Hjertes Slag.
Da sprang han op. Men nu hvorhen? Thi Stormen
har blæst hans Spor igjen. Det ei bekymred.
Thi han i Tordenen i Skovens Toppe
nu hørte Davids Jubelharper kun;
ham Fygene nu syntes som Cheruber,
der viste Vej paa svanehvide Vinger,
og i det Maa og Faa, han fulgte, følte
han Herrens eget stærke Fingertræk.

Men Huus paa vilde Tiveden at finde
i slig en Nat, da Lys ei turde brænde?
Og midtvejs laa der kun en enkelt Plads;
det lave Tag ei skilles kan fra Sneen,
den sorte Væg ei fra et Klippestykke.
Dog standstes ved en Under han af den.
Der sank han ned. Han mægted ikke mere;
og mange Vindstød foer før med sin Byrde
han aarkede at slæbe sig til Døren.
Han banked sagte først, thi Barnet sov;
og nu først savned han sin tabte Skræppe,
fordi han intet ejede at give
de gode arme Folk, som snarlig ville
med gjæstfri Hasten aabne Døren. Ak,
han banked mange Gange før det svared:
"I Jesu Navn, hvem der i slig en Nat?"
"Den gamle Jakob. Kjende I mig ei?
den gamle Jøde?"
"Jøde!" skreg forfærdet
en Mands- og Qvinderøst. "Da bliv du ude!
Vi eje ingenting at kjøbe for,
og blot Ulykke vil du bringe Huset
i denne Nat, da Han blev født, du dræbte."
"Jeg?"
"Ja dit Folk, og det er Synden, som
igjennem tusind Led skal straffes."
                    "Ak!
Inat da Hunden lukkes ind?"
                  "Ja Hunden,
men ingen Jøde i et kristent Huus."

Han hørte ikke meer. De haarde Ord
ham koldere end Vinden gjennemhvinte,
og slængte, stærkere end den, ham ned
i Sneen, bøjet over Barnets Slummer.
Da syntes ham, mens han mod Vindvet stirred,
om ei det hvide Ansigt atter kom
tilsyne dog, som om han sank i Duun,
at liflig Varme gjennemflød hans Aarer,
og at bekjendte Væsner, hviskende
som Sommervindens Æolsspil i Græsset,
omsvævede hans Leje, indtil En
med løftet Finger sagde: kom! han sover.
Og i en oplyst Sal ved Siden af
forsvandt de Alle; Barnet kun forblev der
ved Foden af hans Leje, dragende
hans Puder stedse bedre om ham, til
det forekom ham selv, at han sov ind.
-- Det Sneen var, som voxte om den Døde.

"O Jesus! Jøden sidder der endnu!"
skreg Manden, da han saae om Morgnen ud.
"Saa jag ham bort! Det er jo Juledag,"
faldt Konen ind. "Og se den Jødeskjelm,
hvor fast han holder Bylten klemt til Brystet!"
"Han er paatrængende med sine Varer.
Med stive Blik han seer herind, som om
vi havde Penge nok at kjøbe for."
"Dog gad jeg see hvad han i Bylten har."
"Viis frem da, Jøde!"
            Begge treen de ud.
Den frosne Glands de saae i Ligets Øine.
De blegned meer end det, de skreg af Skræk,
og skjalv af Angrens Slag.
                  "O Jemini!
Hvad Uheld her er hændt!"
                  De op ham reiste,
og Bylten fulgte med. De aabned Kjolen.
Der hang, med Armene om Jødens Hals,
Margrethe, deres Barn -- et Liig som Han.
Saa slaaer ei Lyn, saa rappe Orm ei bider,
som Skræk og Smerte Ægteparret slog.
Saa bleg som Faderen var ikke Sneen,
saa hylte Stormen ei som Moderen.
"O Gud har straffet os! Ei Stormens Kulde,
vor egen Grusomhed har dræbt vort Barn!
Forgjæves! ak, som Jøden paa vor Dør
paa Naadens ville vi forgjæves banke."



Da Skogen veibar blev, kom Bud fra Gaarden,
hvor lille Gretha fostredes ilægd,
og hvorfra hun, da Helgen ind blev ringet,
før Veiret kom, var vandret af sig selv,
Forældrene at gjæste Juleaften.
Dog kom det ei at spørge efter Barnet,
men efter Jøden fra de Bygdens Piger,
hvis Haab nu til at kunne gjæste Kirken
kun stod til Nytaarsdagen, om han fandtes.

Der laa han død i Stuen foran Arnen,
hvor Manden med et Blik som Jødens frosne,
og i en Stilling krum som Ligets, sad,
i Baalets røde Aske stirrende
og stedse øgende dets Brand, at Liget
dog kunde blive strakt og Haanden korslagt.
Men foran laa paaknæ Margrethas Moder,
sin Lilles stive Arme bøjende
bestandig fastere om Ligets Hals.
"Hun ei tilhører mere os," hun hulked,
"Han har vort Barn sig tilkjøbt for sin Død.
Vi tør ei skille liden Gretha fra ham;
Thi Hun for os maa bede Jesus om
hans Forbøn hos sin Fader; thi for Ham
vil arme Jøde klage -- -- ."