Den franske garde over sin sergeant jøden Michaèl

Der er Sorg iblandt de Brave:
De den Braveste begrave:
"Michaël, vor Ven, den kjække
Jøde, har forladt vor Række."

Lad Marseillaisen klinge!
Bøj, Trefarvede, din Vinge!
Under dig, med hiin paa Munden,
har han Heltens Hæder vunden.

Eller Jenamarschen lyde!
Den kanskee kan Døden bryde,
saa han atter op sig reiser
for sit Frankrig og sin Keiser?

Frankrig gav ham Borgerkronen;
Han har den betalt Nationen.
Modig som en Makkabæer,
gav han den igjen Trofæer.

Frankrig, ikke Palæstina,
husked han ved Berezina,
Gardens Marsch, ei Davids Psalmer,
Fahnerne, ei Judas Palmer.

Andre Palmer ikke ejer
Frankrig, men de bære Sejer;
og sin Fahne det i Døden
planter kjærligt over Jøden.

Men paa Bivuaken kunde
Han om sit Judæas blunde.
Hvor de hvifted, hvor de straaled
saa vi paa hans Smiil ved Baalet.

Frankrig gav han sine Dage,
Nattens Drøm blev ham tilbage.
Fred da ogsaa med hans sidste:
den om Juda i hans Kiste!