Jødinden

Kast dit Slør, Jødinde! Kast det,
o vidunderskjønne Rachel!
Og træd frem! og, om behøves,
knæl for disse Nordens Mænd,
som dit Folk nu skulle dømme
strængere end Eli dømte.

Bort med Argumenter nu!
Hvilke mon behøves for?
Hvilke mægte vel imod?
Begge, baade pro og contra,
smelte hen for hendes Øine.

O i dem hvor paradisisk
gløder Orientens Sol!
mildt dog under hendes lange
silkefine Øjenhaar,
som indunder Palmens Blade.
Hvis de kunde vredes, maatte
Kul, der gløded, de udskyde.
Nu udsaae i sine Blik,
som et Pragtfyrværkeri,
med et Vandsprings ødsle Rigdom,
de en evig Straaleregn
kun af sortblaa Diamanter.

Kalder Verden dig Slavinde,
lad da ikke Læben svare!
Blot din Pande, og den lægger
Kroner ned for dine Fødder.
Viis din ædle Rankhed, og
Dronningerne ville knæle.

Serafvingens hvide Glands
skinner, Rachel, paa din Pande,
ædel som Cornelias,
tankefuld som den Velsign'tes.
Den alene er et Aasyn,
fuldt af Reenhed og af Høihed:
en Præstindes og en Dronnings.
Guds ukjendte Navn maa være
skrevet klart derindenfor.

Rosenbladets fine Hvælving
synes formet efter Kinden,
og dens Farves fine Rødme
er Udødlighedens Sundheds,
Evighedens Morgenrødes,
Kaktusblomstens røde Bleghed,
klare Alabast i Glød.

Disse Lokkers lange Bølger
ere Evas Dronningdragt,
da hun herskede i Eden.
Deres Sorthed synes gydet
over med Demantens Støv
og i Stjerners Straalen badet.
De Udstrømninger maa være,
o Vidunderskjønne, fra
samme sorte Flammekilde,
hvorfra Øinene udstraale;
thi som disses
glimrer deres Dunkelhed.

Rachel smiler. Milde Himmel!
var det Sjelens egen Reenhed,
Perlekronen, som tilhører
Aandens Klædebon, der saaes
stjerneglimtende bag Læben?
Skulde lidt -- kun øverst Bue --
af en Saligs hvide Hjerte,
løftet op af Smilets Vinger,
vises i saa fyrigt Blod?

O Jødinde, du har seiret.
Menneskene ville sværge
af sin Frihed; thi du er jo
Datteren af Seklers Trældom,
og sin Taare Skjændselen
har jo blandet med din Moders?

Du har seiret uden Ord,
ved din egen Aabenbaring.
Verden vil i dig erobre
en Forjettelse tilbage
om en skjønnere og mere
paradisisk Adamsslægt.

Kom! Her Kaukasuser blaane,
Fyrrens cederlige Kroner
suse over Libanonner.
Jordens Kreds er Kanaan.
Skjønnest Mand blandt Nordens Frie
vove vil til dig at beile,
føre Bruden til en Dal,
dybere og mere yndig
end Judæas under Karmel.

Mangler i din Brudekrands
Jerichos Skarlagenrose,
Sarons straalerene Liljer,
Rachel, troer du ikke Nordens
amethystne Vaarvioler,
seraføjede Konvolvler
ville pryde dine Lokker,
naar de Taarerne betyde,
som ifra dens Anger flyde?