Kong Carl Johan paa hans ottiaarige fødselsdag, den 26de januar 1844.

I det dramatiske selskab

Mel. Gubben Noah.

      Norges Gubber
      staae som Kubber
midt i Skovens Ørk;
men Kong Carl alene
staar med friske Grene;
      høi og fager
      frem han rager;
Kronen frisk og mørk.

      Tiden gnaver,
      Gubben raver
tidt før otti Aar.
Stærken Stamme fulner,
Løvets Friskhed gulner;
      ned i Taver
      Mosen laver
med sit hvide Haar.

      Haard er Barken
      nok paa Knarken,
knuldret, bruun og ru;
men en frisk en liden
Kvist gror ud ved Siden:
      i de faste
      gamle Knaste
er der Saft endnu.

      Nordmandsbarmen
      holder Varmen
længe længe kvar.
Gamle Gubber hvide
i sin venstre Side
      endnu kjende,
      det kan brænde
i det Blod de har.

      Mange Vintre
      kan nok splintre
Manddoms høie Top;
men de gamle Gubber
leve fort som Stubber,
      fra hvis Sidste
      friske Kviste
endnu skyde op.

      Ak, med Gammen
      Allesammen
sidste Draabe Blod
vilde fluxen byde
for Kong Carl at flyde,
      hvis den blege
      Draabe kvæge
kan hans Hjerterod.

      Spar den, Gamle!
      Mens I ramle
En for En i Støv,
staar Kong Carl alene,
høi, med friske Grene,
      stolt og mægtig,
      som en prægtig
Gran, med evigt Løv.

      Grene, spreder
      friske eder
over vide Nord!
Livsensstyrke flamme
i den stolte Stamme!
      Dyb og sikker
      Roden stikker
i vor Fædrejord.

      Engang Konning
      Halfdans Dronning
drømte om et Træ,
som mod Skyen frodigt
skjød sin Krone modigt.
      Norden skulde
      i dens fulde
Skygge finde Læ.

      Gud vil lønne
      alle skjønne
Drømme med at skee.
Ja, paa Ragnhilds Drømme
vi vort Bæger tømme! --
      Kongen leve!
      Høit sig hæve --
høit det stolte Træ!

Asylbørnenes sang

Mel. En Sømand med et modigt Bryst.

O Fattigdom, midt i din Trang
      du har en Rigdomsdynge:
Du ei misunder Nogens Rang,
ja Kongen selv du kan en Sang
      af fulden Hjerte synge.

Ja Kongen selv, just Ham, just Ham
      det var vel værd at kvæde.
En Løve i sin Seiers Bram,
      har han et Hjerte som et Lam,
      og kun i Godt sin Glæde.

O, hvis at skabe om os Smaa
      det maatte Gud behage
flux til en Sværm af Spurve graa,
da fløi vi op og dalte paa
      Kong Carls Palladses Tage.

Da aabned Han sit Vindu vist,
      og med sin Haand, den milde,
Han strøed Smuler her og hist:
De arme Spurve Livsensfrist
      den gode Konge vilde.

Men vidste gamle Kongen om,
      at Børn de Spurve vare,
da glemte han sit Kongedom,
og raabte: "Til mit Hjerte kom,
      du arme Børneskare!"

Thi synge Vi af al vor Magt
Hans Priis saa godt vi lærte,
som om det skeet var, som sagt,
at Vi, vi Smaa, Vi havde lagt
saa nær hans ædle Hjerte.