Mandens vrede, længsel og sorg

En Skov i Flammer
er Mandens Jammer:
sin egen Næring
og Selvfortæring.
Et Hav i Fraade,
hvis Bølger æde
paa egne Kyster,
Vulkan i Gjæring,
en Guds Unaade,
en Jord, som ryster,
er Mandens Vrede.

Hans qvalte Længsel
er Løven i Fængsel,
er Kjæmpeslangen
af brustne Klipper
i Hulen fangen.
Det Suk, som piner
hans Barm, og presset
hans Vee undslipper,
er Sværd, som glipper
fra Haand og hvæsset
i Luften hviner.

Hans Sorg ei slumrer,
skjønt Hovdet synker,
mens Panden skumrer
sig til med Rynker.
O Nat, hvor skummel!
hvor troløst Stille!
Vulkanens Tummel
er i dens Indre.
Ei Drøm tør spille
i Ro hans Hjerne,
ei eensom Stjerne
i Taaren tindre.

Sorter etter dato Sorter etter poeng

Slå på automatisk oppdatering av kommentarer

Skriv noe positivt og fornuftig

Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.