Mareridt

av Jonas Lie

Jeg drømte, jeg saa over Havet
did hjem imod Norges Kyst,
jeg havde slig Uro i Blodet,
og alt var saa underlig tyst.

Jeg syntes, Alverden var stille,
og Alting var bleven til Angst . . .
der laa kun en Fisker og vugged
og vented ved Snøret paa Fangst.

Det var saadan gult over Bølgen,
og han var saa underlig bleg,
mens Haanden den lodded med Snøret,
og Baadripen sank og steg.

Da lød midt i Angestens Stilhed
den ensomme Morgenstund
et eneste Skvulp, - som om Havet
det sukkede dybt i sin Grund.