Mønstring

av Jonas Lie

Det er, naar Dagen helder
med Solen lidt paa skraa,
at mangeting sig melder,
én før ei rigtig saa.

Jeg mønstrer mine Minder
og ved et Spørgsmaal staar: -
Hvor er de fagre Kvinder
fra mine unge Aar?

Som Døttre de af Solen
fløi ud i Livets Dans
i alle de Kulører,
som Gud har givet Glans,

de blonde, brune, svarte
med hver sin tændte Glød,
- den blege, stille, sarte,
som var saa svag og sød!

Hvor er I, Roser, Lilier,
som blomstred i min Vaar,
I myge, slanke Silier,
jeg husker som igaar?

I unge fulde Knopper,
Konvaler, lyse, smaa,
I tunge Nellikdupper,
Forglemmigeier blaa, -

som kunde le og hviske
om ingenting - saa rigt!
og gik saa morgenfriske
i jert Vidunderdigt?

- som svulmede imod Dig
med Livet i sit Blik,
og hilste overmodig
og med saa stolte Nik,

som gik de dronningbaaret
hver til et Fremtidsland
med foreløbig Haaret
snod op som Kronens Rand . . .

Ak, fagre Roser, Lilier, -
de fleste for mit Blik
blev skjønne Flyvevillier,
som ingen Vinger fik! . . .

To af dem stille visned
og lagdes hen paa Baar,
jeg tror, at Haabet isned
for dem i tidlig Vaar.

En, - Lilla hed den fagre
og som Konvallen skjær, -
jeg saa vemodig flagre
fra Kjærligheden her.

En mødte jeg fornuftig
og tør og giftet rig;
hun var engang saa duftig,
saa rent vidunderlig!

Og hun, - den vilde røde
med slig en Panthervækst! -
hun holder Bønnemøde
og læser Folk sin Tekst.

Og hun, hvis Blikke glittred
som Solens Spil paa Vand,
hun gaar nu der forbittret
og sladdrer om sin Mand.

Jeg Koner ser, hvem Sorger
gav sit Fysiognomi;
men oftest er en Borger
og størknet fast deri.

Som hun med Ravnelokker
og Øiets svarte Brand; -
nu synger der en Klokker
henover Drømmens Land!

Og hun, som fløi og trilled
saa sød og rund og krus,
nu gaar hun der bebrillet
og snakker gammelt Snus.

Hun længst er gift, den kjække.
i Trods saa nydelig;
af Ingenuens Tække
en Rasp forpupped sig.

Og hun, som slig i Knasket
med hvide Tænder bed, -
jeg mødte just en sjasket
Madam, som vagged fed.

Jeg kjender ogsaa Kvinder,
som gjemte Livets Mod,
med aandigt Skjær paa Kinder
og Ilden i sit Blod.

Du ser det som paa Gangen,
paa Blikkets aabne fri,
at her gaar Ungdomssangen
som løftet Melodi, -

at under Livets Slinger
hun redded rank sit Sind
og kan endnu ha Vinger
i Drømmens lette Spind.

Og én af dem som seired
og frelste slig sin Vaar,
hun var igjennem Veiret
min Ven fra unge Aar!